For et medlem, som indplaceres i dagpengeperioden efter lovens § 55, stk. 1, skal a-kassen oprette en beskæftigelseskonto. Løntimer efter §§ 14-16, § 18 samt § 32, som er indberettet til indkomstregisteret siden seneste indplacering i dagpengeperioden, skal registreres på beskæftigelseskontoen, jf. dog stk. 2. Der kan desuden registreres timer som følge af omregning af ikke-indberetningspligtig B-indkomst efter § 18, stk. 2, og § 20. Dette gælder dog ikke, hvis de har været brugt til en tidligere indplacering, eller indkomst, som efter § 6, stk. 3, og § 8, stk. 4, delvist har været brugt til en indplacering efter § 4.
Stk. 2 Timer med afholdt ferie med feriegodtgørelse, der sidestilles med løntimer efter § 16, stk. 1, nr. 1, skal dog ikke registreres på beskæftigelseskontoen.
Stk. 3 For et ledigt medlem skal beskæftigelseskontoen løbende opdateres på baggrund af indberettede oplysninger i indkomstregistreret. For et ikke-ledigt medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode og hvis dagpengeret efter lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, ikke er udløbet, skal beskæftigelseskontoen opdateres på baggrund af indberettede oplysninger i indkomstregisteret, hvis medlemmet anmoder a-kassen om det.
Stk. 4 Løntimer, der ikke kan medregnes til beskæftigelseskravet på grund af optjeningsperiodens længde, jf. § 21, skal ikke fremgå af beskæftigelseskontoen.
Stk. 5 Når et medlem ikke længere har ret til dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 1 og 2, fordi enten ydelsesperioden eller referenceperioden er udløbet, skal der ikke registreres løntimer på beskæftigelseskontoen. Der kan dog registreres løntimer, der ligger i den indberetningsperiode, hvor dagpengeretten udløber, hvis timerne har betydning for forlængelse af retten til dagpenge.
Stk. 6 Løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen, kan medregnes til genoptjeningen af retten til dagpenge efter § 12, stk. 1. Når et medlem har genoptjent retten til dagpenge efter § 12, stk. 1, bortfalder registrerede løntimer på beskæftigelseskontoen.
Stk. 7 Et medlem kan anmode a-kassen om, at der på baggrund af oplysningerne på beskæftigelseskontoen bliver truffet afgørelse om den aktuelle ret til dagpenge.