Retten til dagpenge efter § 26 er betinget af, at medlemmet opfylder et sprogkrav. Sprogkravet er opfyldt, når medlemmet har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. med karakteren på mindst 02 efter 7-trins-skalaen eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. dog § 31. Sprogkravet er også opfyldt, hvis medlemmet har gennemført 6. klassetrin i folkeskolen, herunder i en tilsvarende dansk friskole eller dansk privat grundskole. Et grundskoleforløb uden for Danmark kan ikke danne grundlag for opfyldelse af sprogkravet, jf. dog stk. 2, nr. 1.
Stk. 2 Følgende uddannelser sidestilles med bestået Prøve i Dansk 2:
-
1) Gennemført grundskoleforløb i dansk på Færøerne og Grønland og på de danske skoler i Sydslesvig, samt tilsvarende forløb for børn i udstationerede familier.
-
2) Gennemført ordblindeundervisning for voksne.
-
3) Bestået Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) eller Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner.
-
4) Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden.
-
5) Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux).
-
6) Bevis for almen forberedelseseksamen (avu).
-
7) Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) på et af niveauerne G-A fra en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu.
-
8) Bestået FVU-læsning trin 2-4.
-
9) Bevis for International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau.
-
10) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København.
-
11) Bevis for videregående uddannelser f.eks. på universiteter, professionsskoler, handelshøjskoler, sygeplejeskoler, seminarier m.v., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.
-
12) Bestået prøve i dansk fra et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien på samme eller højere niveau som Prøve i Dansk 2, bestået med en karakter svarende til mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
Stk. 3 Sprogkravet skal være opfyldt senest ved indplaceringen i en dagpengeperiode på baggrund af en gennemført uddannelse efter lovens § 54. Er sprogkravet opfyldt én gang, skal det ikke opfyldes på ny.