Beskæftigelse i udlandet, hvor der ikke sker indberetning af indkomst og løntimer i henhold til lov om et indkomstregister, kan medregnes til opfyldelse af indkomst- og beskæftigelseskravet efter §§ 4 og 12, hvis medlemmet fremlægger dokumentation herfor. Beskæftigelsen skal være udført på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår i ansættelseslandet.
Stk. 2 Det er tidspunktet for beskæftigelsens udførelse, der er afgørende for, om beskæftigelsen kan indgå i opgørelsen af indkomst- eller beskæftigelseskravet efter §§ 4 og 12.
Stk. 3 Ved opgørelse af indkomstkravet, jf. § 4, på baggrund af indkomst, som er optjent i en forsikringsperiode i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, skal indkomsten indekseres på baggrund af det pågældende lands indekseringsfaktor, der offentliggøres hvert år i vejledning om satser mv. på arbejdsløshedsforsikringens område. Indkomsten omregnes til DKK med den gældende valutakurs for den sidste dag i det beskæftigelsesforhold, som indgår i opgørelsen. Ved omregningen anvendes den valutakurs, der er fastsat af Den Europæiske Centralbank.
Stk. 4 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fastsætter de gældende indekseringsfaktorer i stk. 3 som forholdet mellem den gennemsnitlige bruttoløn i Danmark og det andet EØS-land på baggrund af data fra Eurostat i henhold til den til enhver tid gældende skrivelse om metode for fastsættelse af de gældende indekseringsfaktorer, der udstedes af styrelsen.
Stk. 5 Ved opgørelse af indkomstkravet, jf. § 4, på baggrund af indkomst, som er optjent i udlandet, bortset fra EØS-landene, Schweiz eller Storbritannien, skal indtægten omregnes til danske kroner med den gældende valutakurs for den sidste dag i det beskæftigelsesforhold, som indgår i opgørelsen. Ved omregningen anvendes den valutakurs, der er fastsat af Nationalbanken.