Ret til dagpenge er betinget af, at et medlem i optjeningsperioden, jf. § 21,
-
1) som fuldtidsforsikret har haft indkomst på mindst 263.232 kr. (2024). Der kan dog højst medregnes 21.936 kr. (2024) pr. måned, eller
-
2) som deltidsforsikret har haft indkomst på mindst 175.488 kr. (2024). Der kan dog højst medregnes 14.624 kr. (2024) pr. måned.
Stk. 2 Et medlem skal opfylde det indkomstkrav og overholde det indkomstloft, jf. stk. 1, som er gældende i det år, medlemmet bliver indplaceret i en dagpengeperiode.
Stk. 3 Indkomstkravet og indkomstloftet i stk. 1 reguleres én gang om året pr. 1. januar og offentliggøres i vejledning om satser mv. på arbejdsløshedsforsikringens område.
Stk. 4 Indkomst, der er indberettet, dokumenteret på årsopgørelsen eller på anden vis forud for en tidligere indplacering, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om dagpengeperioden eller hvor indkomsten har været anvendt til forlængelse af dagpengeperioden efter lovens § 55, stk. 2, kan ikke indgå i en opgørelse efter stk. 1.
Stk. 5 Medlemmer, som har gennemført en uddannelse af den i lovens § 54 nævnte art, og som ikke er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 9, 1. pkt., kan vælge at sammenlægge indkomst, jf. stk. 1, med den del af en uddannelse, der ligger forud for lønarbejdet. En måneds uddannelse svarer til opfyldelse af indkomstloftet i stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, i en måned.
Stk. 6 Indkomst, der kan medregnes til indkomstkravet efter stk. 1 skal tillægges eget pensionsbidrag med bortseelsesret efter pensionsbeskatningslovens § 19 og § 56, stk. 3 og 5, og eget ATP-bidrag i et lønmodtagerforhold.