Bekendtgørelse om indsatsplaner

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om indsatsplaner er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. november 2024

Bekendtgørelse om indsatsplaner-gammel

Bekendtgørelse nr. 912 af 27. juni 2016

I medfør af § 8 og § 16, stk. 1 og 3, i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1584 af 10. december 2015, samt § 26 a, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1317 af 19. november 2015, fastsættes:

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
§ 1

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for indsatsplanlægningen efter reglerne i vandforsyningslovens §§ 13-13 c og reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

En indsatsplan, skal mindst indeholde

  • 1) et resumé af den kortlægning, der lægges til grund for indsatsplanen,

  • 2) en angivelse af de områder, hvor en indsats skal gennemføres,

  • 3) en angivelse af de foranstaltninger, der skal gennemføres, samt retningslinjer for de tilladelser og andre afgørelser, der kan meddeles, og som har betydning for beskyttelsen af vandressourcen,

  • 4) en angivelse af i hvilket omfang, der skal gennemføres overvågning, og hvem der skal gennemføre overvågningen, samt

  • 5) en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse for alle relevante forureningskilder.

Stk. 2 Indsatsplanen skal herudover indeholde en tidsplan for gennemførelse af både den samlede indsatsplan og de enkelte foranstaltninger og indsatser samt en angivelse af, om tidligere vedtaget indsatsplaner ophæves, og i givet fald hvilke.

§ 3

Senest 1 år efter at miljø- og fødevareministeren har udpeget indsatsområdet, udarbejder kommunalbestyrelsen under inddragelse af alle de direkte berørte parter et udkast til beskrivelse af de foranstaltninger rettet mod den enkelte ejer, der foreslås gennemført for at afhjælpe og forebygge forurening af vandressourcen. Udkast til beskrivelse af foranstaltninger rettet mod den enkelte ejer kan indgå i forslag til indsatsplan.

§ 4

Inden høring og offentliggørelse skal kommunalbestyrelsen forelægge forslag til indsatsplan for koordinationsforummet jf. vandforsyningslovens § 12, til drøftelse.

§ 5

Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre forslag til indsatsplan og samtidig høre

  • 1) ejere og lejere af de ejendomme, der er omfattet af retningslinjer eller foranstaltninger i forslaget til indsatsplan,

  • 2) ejere og lejere af ejendomme, der ikke er omfattet af retningslinjer eller foranstaltninger i forslaget til indsatsplan, hvis forslaget efter kommunalbestyrelsens skøn har betydning for dem,

  • 3) berørte kommunalbestyrelser og regionsråd,

  • 4) Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning,

  • 5) koordinationsforummet, samt

  • 6) berørte almene vandforsyninger og samarbejder, hvori indgår en eller flere berørte almene vandforsyninger.

Stk. 2 Offentliggørelse i henhold til stk. 1, kan ske udelukkende på kommunens hjemmeside.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en frist på mindst 12 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod forslag til indsatsplan.

§ 6

Inden vedtagelse skal kommunalbestyrelsen forelægge det reviderede forslag til indsatsplan for koordinationsforummet til orientering.

Stk. 2 Efter vedtagelsen af indsatsplanen underretter kommunalbestyrelsen de berørte parter i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 13 b.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen vedtager forslag til indsatsplan senest 2 år efter miljø- og fødevareministeren har udpeget indsatsområdet. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan i helt særlige tilfælde træffe afgørelse om forlængelse af fristen i 1. pkt. for en kommunalbestyrelses vedtagelse af indsatsplanen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelserne i §§ 1-5 ændre eller ophæve allerede vedtagne indsatsplaner.

§ 7

Pålæg efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider, kan kun pålægges den enkelte ejer, når foranstaltningen er nødvendig for at opfylde målet med en indsatsplan, der opfylder kravene i denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, skal ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen, herunder f.eks.

  • 1) data fra vandanalyser, f.eks. fra den lovpligtige boringskontrol,

  • 2) forekomst af miljøfremmede stoffer i grundvandet,

  • 3) stigende tendenser af nitrat, pesticider eller øvrige relevante stoffer, eller

  • 4) andre relevante forhold.

§ 8

Kommunalbestyrelsen skal underrette NaturErhvervstyrelsen om aftaler, jf. vandforsyningslovens § 13 d, som kommunalbestyrelsen eller en almen vandforsyning har indgået for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1319 af 21. december 2011 om indsatsplaner ophæves.

Stk. 3 Indsatsområder, som er udpeget af miljø- og fødevareministeren efter 1. juli 2016, behandles efter reglerne i denne bekendtgørelse.