Når en værdipapirhandler yder investeringsrådgivning eller porteføljepleje, skal værdipapirhandleren indhente de nødvendige oplysninger om en kundes
-
1) kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er relevant for den specifikke type produkt eller tjenesteydelse,
-
2) finansielle situation, herunder kundens evne til at bære tab, og
-
3) investeringsformål, herunder kundens risikovillighed.
Stk. 2 Når en værdipapirhandler yder investeringsrådgivning og porteføljepleje, skal værdipapirhandleren, med udgangspunkt i de i stk. 1 nævnte oplysninger, anbefale kunden den tjenesteydelse og de finansielle instrumenter, der egner sig for kunden, og som er i overensstemmelse med vedkommendes risikovillighed og evne til at bære et tab.
Stk. 3 Når en værdipapirhandler yder enten investeringsrådgivning eller porteføljepleje, der omfatter skift af finansielle instrumenter til detailkunder, indhenter værdipapirhandleren de nødvendige oplysninger om kundens investering og analyserer omkostningerne og fordelene ved skiftet af finansielle instrumenter. Når værdipapirhandlere yder investeringsrådgivning, oplyser de kunden om, hvorvidt fordelene ved skiftet af finansielle instrumenter er større end omkostningerne forbundet med et sådant skift eller ej. Professionelle kunder kan skriftligt anmode om at modtage oplysningerne efter 1. pkt. Værdipapirhandleren skal føre et register over anmodninger efter 2. pkt.
Stk. 4 Når en værdipapirhandler yder investeringsrådgivning, som munder ud i en anbefaling om krydssalg, skal værdipapirhandleren sikre, at den samlede pakke af tjenesteydelser eller produkter er egnet for kunden.