Virksomheder, jf. § 2, stk. 1, skal udarbejde planmateriale over egne forsyningskritiske it-systemer. Planmaterialet skal indeholde:
-
1) Beskrivelse af virksomhedens relation til transmissionsnettet, slutforbrugeren og andre virksomheder.
-
2) Identificering af den driftskritiske kommunikation eller informationsudveksling, virksomheden har med andre aktører.
-
3) Beskrivelse af forsyningskritiske it-systemer, herunder hvilke systemer de forsyningskritiske it-systemer er afhængige af.
Stk. 2 Planmaterialet skal opdateres ved ændringer i it-infrastrukturen.
Stk. 3 Virksomhederne skal identificere informationsstrømme med styringskritiske relationer til andre virksomheder og Energinet.
Stk. 4 Planmaterialet skal efter anmodning udleveres til Energistyrelsen. Virksomhederne skal ved udlevering af planmateriale vurdere materialets fortrolighed og tilsikre, at Energistyrelsen er bekendt med virksomhedens forventninger til håndtering af materialet. Energistyrelsen kan fastsætte krav til formen for dette planmateriale.
Stk. 5 Planmaterialet skal udfyldes for hver opgave for virksomheder, der indtager flere forskellige opgaver i el- og naturgassystemet.