Kommunen ser i en sammenhængende periode på 6 måneder (karensperioden) bort fra formue i form af kapitalpensioner, aldersopsparing, anden opsparing, der er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet, og livsforsikringer m.v. med tilbagekøbsret. Tidspunktet regnes fra ansøgningen om hjælp efter lovens § 11.
Stk. 2 Karensperioden afbrydes, hvis der i en måned ikke udbetales selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og udbetalingen af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp herefter genoptages som følge af, at der foreligger en ny ændring af ansøgerens forhold. Genoptages selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen, overgangsydelsen, uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, uden at der foreligger en ændring af ansøgerens forhold, er den sammenhængende periode ikke afbrudt, men den periode, hvori der ikke er udbetalt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, medregnes ikke ved opgørelsen af karensperioden.