Bekendtgørelse om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk. 3 Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017

Kapitel 2 Opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser
§ 4

Fordringshaveren fastsætter en ordning om afdragsvis betaling eller yder henstand med betalingen, jf. §§ 5-7.

§ 5

For alle andre skyldnere end dem, der er nævnt i § 6, fastsætter fordringshaveren afdragsordningen med udgangspunkt i den tabel og den måde at beregne det månedlige afdrag, der fremgår af § 10, stk. 1 og 2, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 2 Foreligger der ikke aktuelle indkomstoplysninger for de skyldnere, der er nævnt i stk. 1, fastsættes det månedlige afdrag til 468 kr.

Stk. 3 Beløbet fastsat i stk. 2 reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb. Den årlige regulering sker første gang med virkning fra den 1. januar 2018.

§ 6

Fordringshaveren yder henstand til skyldnere, der modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, kontantydelse efter lov om kontantydelse, som ikke har andre indtægter end førtidspension eller ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer med forsørgerpligt over for børn og personer uden forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i § 10, stk. 1, 2. og 7. pkt., i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis en af de skyldnere, der er nævnt i stk. 1, har meget beskedne udgifter til for eksempel bolig eller særligt høje skattefradrag, kan der opkræves et månedligt beløb, der fastsættes under hensyn til disse særlige omstændigheder.

§ 7

Er der fastsat en afdragsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2, og kommer skyldneren senere i en situation som nævnt i § 6, stk. 1, stiller fordringshaveren afdragsordningen i bero.