Kapitel 2 Opkrævning af tilbagebetalingspligtig hjælp til repatriering
For alle andre skyldnere end dem, der er nævnt i § 6, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om fastsættelse af afdragsordningen på grundlag af en beregnet betalingsevne, svarende til en procentdel (afdragsprocent) af skyldnerens årlige nettoindkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive indtægter omfattet af § 17 i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger foretaget af en arbejdsgiver, ATP-bidrag, bidrag til den obligatoriske pensionsordning og skat. Det beløb, som afdrages årligt, fastsættes med udgangspunkt i tabellen, som fremgår af bilag 1, der reguleres årligt efter § 12.
Stk. 2 Det månedlige beløb, som skal afdrages, svarer til den efter stk. 1 beregnede årlige betalingsevne delt med 12 og afrundet opad til nærmeste hele eller halve hundrede kroner.
Stk. 3 Foreligger der ikke aktuelle indkomstoplysninger for de i stk. 1 nævnte skyldnere, fastsættes det månedlige afdrag til 50 kr.
Stk. 4 Forældre til børn under 18 år betragtes som forsørgere.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om henstand til skyldnere, som ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer med forsørgerpligt over for børn og personer uden forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i § 5, stk. 1, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Hvis en af de i stk. 1 nævnte skyldnere har meget beskedne udgifter til f.eks. bolig eller særligt høje skattefradrag, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om opkrævning af et månedligt beløb, der fastsættes under hensyn til disse særlige omstændigheder.
Er der fastsat en afdragsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2, og kommer skyldneren senere i en situation som nævnt i § 6, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at afdragsordningen stilles i bero.