Kapitel 1 Definitioner m.v.
Kommunen og Udbetaling Danmark opkræver tilbagebetalingspligtige ydelser på egne sagsområder i henhold til lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 125 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., repatrieringsloven, integrationsloven, lov om en skattefri seniorpræmie, lov om et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere og lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Ved skyldneren forstås den person, til hvem den tilbagebetalingspligtige ydelse er udbetalt, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Ægtefæller hæfter solidarisk for udbetalt særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, uanset om støtten er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller, jf. lovens § 92.
Den årlige nettoindkomst opgøres som fastsat i § 10, stk. 1, 2. pkt., i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.