Bekendtgørelse om kompensation for stedbundne faste omkostninger til restriktionsramte virksomheder som følge af COVID-19 § 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 115 af 29. januar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 336 af 1. marts 2021, bekendtgørelse nr. 738 af 26. april 2021, bekendtgørelse nr. 2713 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 650 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1338 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1636 af 21. december 2022

§ 11

Retten til kompensation bortfalder, hvis virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller har undladt at indsende dokumentation, jf. § 10, stk. 1 og 8.

Stk. 2 Retten til kompensation bortfalder hvis kompensationen er i strid med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (de minimis-forordningen), jf. § 4, stk. 5.

Stk. 3 I de i stk. 1 og 2, nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

Stk. 4 Retten til godtgørelse efter § 12, stk. 2, bortfalder og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis virksomheden endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningerne for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov nr. 438 af 8. maj 2018 om Erhvervsstyrelsens behandling af data.