Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer fra maj 2021 til og med august 2021 som følge af covid-19-afværgeforanstaltninger Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 990 af 21. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1565 af 2. juli 2021, bekendtgørelse nr. 1999 af 29. oktober 2021, bekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2022 og bekendtgørelse nr. 1329 af 22. september 2022

Kapitel 3 Kompensationsberettiget tab
§ 6

Arrangøren kompenseres for tab, jf. § 5, nr. 1, som påviseligt er direkte relateret til aflysningen, udskydelsen eller den væsentlige ændring, og som arrangøren ikke kunne afværge.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker på baggrund af en opgørelse af arrangementets underskud, som baserer sig på arrangementets indtægter og udgifter. Det er muligt at medregne såvel direkte udgifter såvel som en begrundet forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte udgifter. I så fald medtages også en forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte indtægter.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation for udgifter, som godtgøres arrangøren på anden vis, herunder ved forsikring, anden statslig kompensationsordning eller øvrige indtægter, som kan henføres direkte til arrangementet og oppebæres uanset arrangements gennemførelse. Der kan kun medtages afskrivninger for materialer (herunder instrumenter og udstyr), der er direkte henførbare til arrangementet. Afskrivningerne beregnes efter reglerne i årsregnskabsloven.

Stk. 4 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at arrangøren for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som denne er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at arrangøren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med arrangøren, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori arrangøren indgår.

Stk. 5 Såfremt arrangøren indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem arrangøren og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 4, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 6 Der ydes ikke kompensation for tabte indtægter, som arrangøren ikke er kontraktuelt forpligtet til at tilbagebetale.

Stk. 7 Bindende aftaler om de udgifter, der medtages i tabsopgørelsen, skal være indgået inden arrangementets afholdelse og senest den 4. maj 2021, jf. dog stk. 8.

Stk. 8 Udgifter til opfyldelse af bindende aftaler indgået efter den i stk. 7 angivne frist, kan medtages i tabsopgørelsen, jf. dog stk. 9, hvis:

  • 1) udgifterne sker som led i afholdelse af et væsentligt ændret arrangement, er nødvendige for afholdelsen af arrangementet, og arrangøren har udvist økonomisk ansvarlighed ved indgåelse af aftalen, jf. stk. 3-6 og § 8, eller

  • 2) udgifterne er en direkte og nødvendig konsekvens af aflysning eller udskydelse af et arrangement, og arrangøren har udvist økonomisk ansvarlighed ved indgåelse af aftalen, jf. stk. 3-6 og § 8.

Stk. 9 Udgifter til bindende aftaler med eksterne konsulenter og lignende, herunder til juridisk bistand, der indgås efter fristen i stk. 7, kompenseres som følger:

  • 1) Aftale indgået med henblik på at begrænse tabet forbundet med en given udgift, kompenseres med op til 15 pct. af værdien af den udgift, der søges tabsbegrænset.

  • 2) Øvrige aftaler, der er en direkte og nødvendig konsekvens af aflysning, udskydelse eller væsentlig ændring af et arrangement, kompenseres med op til 10 pct. af det samlede øvrige kompensationsbeløb.

Stk. 10 Arrangementer, der ikke er omfattet af forsamlingsforbud i Justitsministeriets bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger i forbindelse med håndtering af covid-19 eller andre beslægtede bekendtgørelser kan kompenseres med op til 2,3 mio. euro indtil den 30. juni 2022. Beregningen af om loftet på 2,3 mio. euro er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Europa-Kommissionens meddelelse om Midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud pkt. 22 (a).

§ 7

Udgifter til opfyldelse af bindende aftaler, hvor ydelsen eller produktet er helt eller delvist leveret, kompenseres op til 100 pct., for den del af del af ydelsen eller produktet, der er leveret.

Stk. 2 Udgifter til opfyldelse af bindende aftaler, hvor ydelsen eller produktet ikke leveres i sin oprindelige form, kompenseres med følgende procentsatser:

  • 1) Op til 90 pct., hvis den samlede kontraktsum har været fra 0 kr. – 50.000 kr.

  • 2) Op til 85 pct., hvis den samlede kontraktsum har været fra 50.001 kr. – 100.000 kr.

  • 3) Op til 75 pct., hvis den samlede kontraktsum har været fra 100.001 kr. – 200.000 kr.

  • 4) Op til 65 pct., hvis den samlede kontraktsum har været fra 200.001 kr. – 600.000 kr.

  • 5) Op til 50 pct., hvis den samlede kontraktsum overstiger 600.000 kr.

§ 8

Retten til kompensation er betinget af, at arrangøren har handlet økonomisk ansvarligt ved indgåelse af aftaler i forbindelse med planlægning af arrangementet.

Stk. 2 For aftaler indgået efter den 15. marts 2021 gælder endvidere, at arrangøren:

  • 1) ved aftaleindgåelsen dokumenterbart har taget stilling til, hvilke forpligtelser arrangøren ville have ved aflysning, udskydelse eller væsentlig ændring af arrangementet,

  • 2) ved indgåelse af aftaler med en samlet kontraktsum på over 50.000 kr. har indhentet flere tilbud, hvis dette var muligt og relevant i forhold til ydelsens eller produktets beskaffenhed, og

  • 3) har indgået aftalen på sædvanlige vilkår, medmindre der er gode grunde til at afvige herfra.

§ 9

Kompensationen må ikke bidrage til et overskud hos arrangøren relateret til arrangementet.

Stk. 2 Det er en forudsætning for ydelse af kompensationen, at arrangøren ikke har ændret regnskabspraksis i forhold til tidligere år, herunder ikke har ændret periodiseringsprincipper, tilbageført indtægter eller medtaget omkostninger, som ikke knytter sig til arrangementet eller regnskabsåret.