Bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 496 af 17. marts 2021

Kapitel 2 Sagens forberedelse
§ 5

Klage indgives skriftlig til Konkurrenceankenævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg; E-mail:

Stk. 2 I klagen skal angives

  • 1) den afgørelse, der påklages,

  • 2) klagerens påstand, og

  • 3) en nærmere begrundelse for klagen og oplysninger til støtte herfor.

Stk. 3 Opfylder en klage ikke kravene efter stk. 2, og er disse ikke blevet opfyldt inden en af formanden fastsat frist, afvises klagen.

Stk. 4 Med klagen skal følge et gebyr på 5.000 kr. Medfølger gebyret ikke, og betales dette ikke inden en af formanden fastsat frist, afvises klagen.

Stk. 5 Ved klage over afslag på begæring om aktindsigt opkræves ikke gebyr.

§ 6

Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan afvise klager, der ikke er omfattet af nævnets kompetence, er indgivet for sent, eller som er indgivet af en, der ikke er klageberettiget.

§ 7

Klage har kun opsættende virkning i det omfang, dette er fastsat i lovgivningen. Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan dog bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 8

Medmindre en klage afvises umiddelbart, forelægger ankenævnet klagen for den indklagede myndighed. Myndigheden skal inden en af formanden fastsat frist over for ankenævnet og klageren fremkomme med et svar, der skal indeholde en redegørelse for sagens faktiske og retlige omstændigheder samt bemærkninger til klagen.

§ 9

Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan tillade en tredjemand eller en offentlig myndighed, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede myndighed.

Stk. 2 Formanden kan bestemme, at en tredjemand eller en offentlig myndighed underrettes om en sag, der er indbragt for ankenævnet. De pågældende gives samtidig mulighed for, inden for en af formanden fastsat frist, at anmode om tilladelse til at indtræde efter stk. 1.

Stk. 3 Stk. 1-2 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af lovligheden og proportionaliteten af et foreløbigt påbud, jf. konkurrencelovens § 16 b og § 19, stk. 6.

§ 10

Formanden fastsætter frister

  • 1) for klageren eller den, der er indtrådt i sagen efter § 9, stk. 1, til at fremkomme med et indlæg til den indklagede myndigheds svar afgivet i henhold til § 8, og

  • 2) for den indklagede myndighed eller den, der er indtrådt i sagen efter § 9, stk. 1, til at fremkomme med bemærkninger til indlæg afgivet i henhold til nr. 1.

Stk. 2 Fristerne i stk. 1 sættes til 4 uger, medmindre formanden finder det påkrævet med en anden frist.

Stk. 3 I sager, der vedrører en klage over sagsbehandlingen i en fusionssag, hvori der endnu ikke er truffet afgørelse, jf. konkurrencelovens § 12 d, stk. 7, fastsættes fristerne i stk. 1 under hensyntagen til, at ankenævnet skal hastebehandle sagen.

Stk. 4 I sager om efterprøvelse af lovligheden og proportionaliteten af et foreløbigt påbud, jf. konkurrencelovens § 16 b og § 19, stk. 6, skal myndighedens svar efter § 8, 2. pkt., være afgivet til Konkurrenceankenævnet og klageren senest 2 uger efter myndighedens modtagelse af klagen. Fristerne efter stk. 1 sættes til 2 uger.

Stk. 5 Indlæg og bemærkninger efter stk. 1 sendes til ankenævnet og til de øvrige involverede i sagen.

§ 11

Formanden kan anmode klageren, den indklagede myndighed eller den, der er indtrådt i sagen efter § 9, stk. 1, om inden for en fastsat frist over for ankenævnet og de i sagen øvrige involverede at tilvejebringe yderligere oplysninger, der skønnes nødvendige til sagens bedømmelse.

Stk. 2 Ankenævnet eller formanden på dets vegne kan i øvrigt indhente oplysninger, hvor det skønnes hensigtsmæssigt.

§ 12

Hvis indlæg eller bemærkninger efter § 10 eller oplysninger efter § 11 ikke afgives inden for de fastsatte frister, kan ankenævnet afgøre sagen på det foreliggende grundlag.