Transportvirksomheden skal mindst hver 2. måned via virksomhedskort overføre, lagre og sikre data, der er registreret i den digitale eller intelligente takograf.
Stk. 2 Transportvirksomheden skal mindst hver 21. dag overføre, lagre og sikre data fra førerkort, der tilhører førere, som udfører kørsel for virksomheden.
Stk. 3 Data, jf. stk. 1 og 2, skal overføres til et eksternt digitalt medie, som skal være forsynet med et backup-system, der hindrer tab af data.
Stk. 4 Transportvirksomheden skal ved driftsforstyrrelser eller mangelfuld funktion af den digitale eller intelligente takograf snarest muligt overføre, lagre og sikre data. Er det ikke muligt at overføre, lagre og sikre data, skal disse udskrives. Kan data hverken overføres eller udskrives, skal virksomheden ved en attest udstedt af et værksted, der er autoriseret til at udføre arbejde på digitale eller intelligente takografer, dokumentere, at både dataoverførsel og dataudskrivning ikke er mulig.