Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1663 af 11. december 2023

Kapitel 3 Køretøjers længde
§ 8

Et motordrevet køretøj må ikke have en længde, som overstiger 12,00 m, jf. dog stk. 5 og § 9.

Stk. 2 En påhængsvogn til bil må ikke have en længde, som overstiger 12,00 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 2.

Stk. 3 Et påhængskøretøj til en motorcykel må ikke have en længde, som overstiger 2,50 m.

Stk. 4 På trehjulet vareknallert må godset ikke rage ud over køretøjets for- eller bagende.

Stk. 5 En lastbil, som opfylder kravene om forlængede førerhuse i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012, kan have en længde, der overstiger 12,00 m.

§ 9

En bus med to aksler må ikke have en længde, som overstiger 13,50 m.

Stk. 2 En bus med flere end to aksler må ikke have en længde, som overstiger 15,00 m.

Stk. 3 Ved anvendelse af en bus med en længde på over 12,00 m til lokal eller regional rutekørsel, jf. trafikselskabslovens bestemmelser herom, kræves forudgående tilladelse fra vejmyndigheder eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet.

Stk. 4 En ledbus må ikke have en længde, som overstiger 18,75 m, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 5 En ledbus, der består af tre eller flere stive sektioner, kan have en længde, som overstiger 18,75 m.

Stk. 6 Anvendelse af en ledbus, der består af tre eller flere stive sektioner, med en længde over 18,75 m kræver forudgående tilladelse fra vejmyndigheder eller ejere af private veje og broer samt private fællesveje på landet.

§ 10

Et vogntog, som består af en bil med sættevogn, må ikke have en længde, der overstiger 17,88 m, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 2 For sættevogn må afstanden mellem hovedboltens akse og sættevognens bagende ikke overstige 13,38 m, og den vandrette afstand (radius) mellem hovedboltens akse og et vilkårligt punkt på sættevognens forende må ikke overstige 2,04 m, jf. dog § 40, stk. 3.

Stk. 3 Elektroinstallatørvirksomheder og producenter af master eller flagstænger kan på bil med sættevogn lade transportere master eller flagstænger af en sådan længde, at vogntoget i belæsset stand har en længde på indtil 22,00 m.

Stk. 4 For vogntog, som består af en lastbil med sættevogn, forsynet med læssekran med kapacitet på mere end 8 tm, forøges den tilladte længde med den længde, som kræves til montering af læssekranen. Den forøgede længde må dog ikke overstige 0,62 m.

Stk. 5 For vogntog, som består af en lastbil med sættevogn, hvor lastbilen er et nulemissionskøretøj eller anvender alternative brændstoffer, jf. bilag 1, forøges den tilladte længde med den længde, som kræves af nulemissionsteknologien eller udrustning, der er nødvendig for anvendelsen af alternative brændstoffer. Den forøgede længde må dog ikke overstige 0,62 m.

Stk. 6 Vogntog, som består af en lastbil med sættevogn, som opfylder kravene om forlængede førerhuse i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012, kan have en længde, der overstiger 17,88 m.

§ 11

Andre vogntog end bil med sættevogn må ikke have en længde, der overstiger 18,75 m, jf. dog stk. 3-9.

Stk. 2 For vogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, gælder:

  • 1) Den største afstand målt parallelt med vogntogets længdeakse fra laddets forreste punkt bag ved førerhuset til påhængsvognens bageste punkt må ikke overstige 16,40 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 3. For vogntog forsynet med læssekran med kapacitet på mere end 8 tm kan længden forøges med den længde, som kræves til montering af læssekranen. Den forøgede længde må dog ikke overstige 2,00 m.

  • 2) Den største afstand målt parallelt med vogntogets længdeakse fra laddets forreste punkt bag førerhuset til påhængsvognens bageste punkt minus afstanden mellem bilens bagende og påhængsvognens forende må ikke overstige 15,65 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 4. Dette gælder dog ikke vogntog særligt indrettet til autotransport.

Stk. 3 Elektroinstallatørvirksomheder, producenter af master og flagstænger kan på bil med påhængsvogn lade transportere master eller flagstænger af en sådan længde, at vogntoget i belæsset stand har en længde på indtil 22,00 m.

Stk. 4 Påhængsvogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, og hvor vogntoget er opbygget specielt til transport af køretøjer (autotransporter), må have en samlet længde på indtil 20,75 m i belæsset stand, under forudsætning af, at

  • 1) der alene transporteres køretøjer,

  • 2) transporten er afskærmet bagtil mod underkøring med en afskærmning, som er placeret højst 0,45 m over vejbanen og højst 0,40 m foran det bageste punkt på transporten, og

  • 3) afskærmningen udgøres af et af de køretøjer, vogntoget er belæsset med, eller af anden afskærmning, som er minimum 0,10 m høj.

Stk. 5 For vogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, forsynet med læssekran med kapacitet over 8 tm, forøges den tilladte vogntogslængde med den længde, som kræves til montering af læssekranen. Den forøgede længde må dog ikke overstige 2,00 m.

Stk. 6 Vogntog, som består af en lastbil med påhængsvogn, som opfylder kravene om forlængede førerhuse i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012, kan have en længde, der overstiger 18,75 m.

Stk. 7 For vogntog, som består af traktor og en eller to påhængsvogne, eller traktor og en påhængsvogn og et påhængsredskab, hvis bredde ikke overskrider 3,00 m, må længden ikke overstige 22,00 m. Længden må dog kun overstige 18,75 m, hvis der køres mellem mark og avlsgård, mellem ejendomme, som har vogntoget i fælleseje, eller mellem maskinstationer og dennes kunder, og hvis den samlede ladlængde ikke overstiger 15,65 m.

Stk. 8 For vogntog, som består af traktor eller motorredskab med ét påhængskøretøj, må længden ikke overstige 22,00 m. Længden må dog kun overstige 18,75 m, hvis der køres mellem mark og avlsgård, mellem ejendomme, som har vogntoget i fælleseje, eller mellem maskinstationer og dennes kunder, og hvis der transporteres et arbejdsredskab, som er tilknyttet det trækkende køretøjs funktion.

Stk. 9 Vogntog, som består af mejetærsker eller skårlægger og påhængskøretøj, belæsset med skærebord, må have en længde, som ikke overstiger 25,00 m hvis der på påhængskøretøjet

  • 1) er minimum to aksler,

  • 2) tvangsstyring på alle aksler, og

  • 3) kørsel sker i henhold til stk. 8, 2. pkt.

§ 12

Længden af et køretøj eller vogntog måles over de dele, som rager længst fremefter og bagud, ved sammenkoblede køretøjer under fuld udstrækning af koblingen, med de undtagelser, der fremgår af bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Afstanden mellem bagkant af trækkende bil og forkant af lad eller opbygning på påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab må ikke overstige 2,00 m.

Stk. 3 Bagmonteret gaffeltruck (medbringertruck) betragtes som gods. På lastbil, vogntog bestående af lastbil og påhængsvogn eller vogntog bestående af lastbil og sættevogn, må transporteres én bagmonteret medbringertruck, som skal være monteret efter fabrikanten af medbringertruckens anvisninger. Under transporten skal følgende vilkår være opfyldt:

  • 1) Der skal være afskærmning bagtil mod underkøring med en afskærmning efter reglerne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr. Hvis højden målt fra vejbanen til underkant af truckens bageste punkt ikke overstiger 0,55 m målt ved køretøjets eller vogntogets tjenestevægt og med eventuel bogie sænket, opfylder medbringertrucken kravene til afskærmning bagtil.

  • 2) Medbringertrucken skal være

    • a) i transportstilling (bageste hjul skal vende på tværs af kørselsretningen),

    • b) forsynet med refleks og refleksplanke efter reglerne for det transporterende køretøj, og

    • c) forsynet med lygter til markering og signalgivning, som er tilsluttet det transporterende køretøjs lygter.

  • 3) Medbringertruckens afmærkningslygte må ikke anvendes, og afmærkning for langsomtkørende køretøj (rød, reflekterende trekant) skal være afmonteret eller tildækket.

Stk. 4 Ved måling af længde, jf. stk. 1, ses bort fra medbringertruck, som ikke rager længere bagud end 1,50 m, dog højst op til en størst tilladt vogntogslængde på 18,50 m for vogntog, som består af lastbil og sættevogn, og 20,75 m for vogntog som består af lastbil og påhængsvogn.