Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk § 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1663 af 11. december 2023

§ 11

Andre vogntog end bil med sættevogn må ikke have en længde, der overstiger 18,75 m, jf. dog stk. 3-9.

Stk. 2 For vogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, gælder:

  • 1) Den største afstand målt parallelt med vogntogets længdeakse fra laddets forreste punkt bag ved førerhuset til påhængsvognens bageste punkt må ikke overstige 16,40 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 3. For vogntog forsynet med læssekran med kapacitet på mere end 8 tm kan længden forøges med den længde, som kræves til montering af læssekranen. Den forøgede længde må dog ikke overstige 2,00 m.

  • 2) Den største afstand målt parallelt med vogntogets længdeakse fra laddets forreste punkt bag førerhuset til påhængsvognens bageste punkt minus afstanden mellem bilens bagende og påhængsvognens forende må ikke overstige 15,65 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 4. Dette gælder dog ikke vogntog særligt indrettet til autotransport.

Stk. 3 Elektroinstallatørvirksomheder, producenter af master og flagstænger kan på bil med påhængsvogn lade transportere master eller flagstænger af en sådan længde, at vogntoget i belæsset stand har en længde på indtil 22,00 m.

Stk. 4 Påhængsvogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, og hvor vogntoget er opbygget specielt til transport af køretøjer (autotransporter), må have en samlet længde på indtil 20,75 m i belæsset stand, under forudsætning af, at

  • 1) der alene transporteres køretøjer,

  • 2) transporten er afskærmet bagtil mod underkøring med en afskærmning, som er placeret højst 0,45 m over vejbanen og højst 0,40 m foran det bageste punkt på transporten, og

  • 3) afskærmningen udgøres af et af de køretøjer, vogntoget er belæsset med, eller af anden afskærmning, som er minimum 0,10 m høj.

Stk. 5 For vogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, forsynet med læssekran med kapacitet over 8 tm, forøges den tilladte vogntogslængde med den længde, som kræves til montering af læssekranen. Den forøgede længde må dog ikke overstige 2,00 m.

Stk. 6 Vogntog, som består af en lastbil med påhængsvogn, som opfylder kravene om forlængede førerhuse i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012, kan have en længde, der overstiger 18,75 m.

Stk. 7 For vogntog, som består af traktor og en eller to påhængsvogne, eller traktor og en påhængsvogn og et påhængsredskab, hvis bredde ikke overskrider 3,00 m, må længden ikke overstige 22,00 m. Længden må dog kun overstige 18,75 m, hvis der køres mellem mark og avlsgård, mellem ejendomme, som har vogntoget i fælleseje, eller mellem maskinstationer og dennes kunder, og hvis den samlede ladlængde ikke overstiger 15,65 m.

Stk. 8 For vogntog, som består af traktor eller motorredskab med ét påhængskøretøj, må længden ikke overstige 22,00 m. Længden må dog kun overstige 18,75 m, hvis der køres mellem mark og avlsgård, mellem ejendomme, som har vogntoget i fælleseje, eller mellem maskinstationer og dennes kunder, og hvis der transporteres et arbejdsredskab, som er tilknyttet det trækkende køretøjs funktion.

Stk. 9 Vogntog, som består af mejetærsker eller skårlægger og påhængskøretøj, belæsset med skærebord, må have en længde, som ikke overstiger 25,00 m hvis der på påhængskøretøjet

  • 1) er minimum to aksler,

  • 2) tvangsstyring på alle aksler, og

  • 3) kørsel sker i henhold til stk. 8, 2. pkt.