Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk § 22

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1663 af 11. december 2023

§ 22

Køretøj med hjul, som er forsynet med dæk må ikke køre på vej, hvis køretøjets faktiske totalvægt overstiger summen af de akseltryk, der er tilladt for køretøjer, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Den faktiske totalvægt må ikke overstige:

  • 1) For motordrevet køretøj med to aksler, undtagen bus: 18.000 kg.

  • 2) For lastbil med to aksler som indgår i vogntog: 20.000 kg.

  • 3) For lastbil med to aksler, som bruger alternative brændstoffer, jf. bilag 1, og som ikke indgår i vogntog, , forhøjes den tilladte totalvægt med den ekstra vægt, der kræves til den alternative brændstofteknologi, dog højst 1.000 kg. For nulemissionskøretøjer med to aksler, som ikke indgår i vogntog, forhøjes den tilladte vægt med den ekstra vægt af nulemissionsteknologien, dog højst 2.000 kg.

  • 4) For bus med to aksler: 19.500 kg.

  • 5) For motordrevet køretøj med tre aksler: ledbus 28.000 kg, andre køretøjer 24.000 kg, dog 26.000 kg, hvis køretøjets drivaksel har tvillingmonterede dæk, og:

    • a) har vejvenlig affjedring, eller

    • b) ingen af køretøjets akseltryk overstiger 9.500 kg.

  • 6) For bil efter nr. 5, forhøjes den tilladte totalvægt med den ekstra vægt, som kræves til den alternative brændstofteknologi, jf. bilag 1, med op til 1.000 kg.

  • 7) For bil efter nr. 5, forhøjes den tilladte totalvægt med den ekstra vægt af nulemissionsteknologien, dog højst 2.000 kg.

  • 8) For motordrevet køretøj med fire aksler:

    • a) 36.000 kg, hvis afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er 6,40 m eller mere, eller hvis de to forreste aksler er styrende, og afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er 5,50 m eller mere.

    • b) 34.000 kg, hvis de to forreste aksler er styrende, og afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er mellem 5,00 m og 5,49 m.

    • c) For andre motordrevne køretøjer med fire aksler dog 29.500 kg, og for ledbus 34.000 kg.

  • 9) For motordrevet køretøj med fem eller flere aksler:

    • a) 42.000 kg, hvis afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er 7,40 m eller mere.

    • b) 40.000 kg, hvis afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er mellem 6,80 m og 7,39 m.

    • c) 36.000 kg, hvis afstanden mellem køretøjets forreste og bageste aksel er mellem 5,50 m og 6,79 m.

    • d) For andre motordrevne køretøjer med 5 eller flere aksler dog 32.000 kg.

  • 10) For påhængskøretøj til bil, bortset fra påhængskøretøj med hovedbolt eller stiv trækstang, med tre aksler: 27.000 kg.

  • 11) For påhængskøretøj til bil, bortset fra påhængskøretøj med hovedbolt eller stiv trækstang, med fire eller flere aksler, hvoraf de to forreste er styrende og med en afstand på under 1,80 m, eller hvor bogien bagtil har et samlet tilladt akseltryk på højst 70 pct. af tilladt totalvægt: 32.000 kg.

  • 12) For påhængskøretøj til motorcykel: 200 kg.

  • 13) For vogntog med syv eller flere aksler, som består af bil med registreringspligtigt påhængskøretøj: 56.000 kg.

  • 14) For vogntog med seks aksler, som består af lastbil med fire aksler med registreringspligtigt påhængskøretøj: 52.000 kg.

  • 15) For vogntog med seks aksler, som består af lastbil med tre aksler med registreringspligtigt påhængskøretøj: 53.000 kg.

  • 16) For vogntog med fem aksler, som består af lastbil med registreringspligtigt påhængskøretøj: 47.000 kg.

  • 17) For andre vogntog: 44.000 kg.

Stk. 3 Stk. 1 gælder ikke for sættevogne og påhængskøretøjer med hovedbolt eller stiv trækstang. For sådanne køretøjer anvendes alene reglerne om akseltryk samt reglerne om faktisk totalvægt for vogntog.

Stk. 4 Ved beregningen af totalvægten anses to aksler, hvis indbyrdes afstand er mindre end 1,00 m, som én aksel.

Stk. 5 I sættevogntog med fem eller flere aksler skal afstanden mellem bilens bageste aksel og sættevognens forreste aksel være mindst 2,50 m. Afstanden skal dog være mindst 3,00 m, hvis sættevognen har tre aksler, hvor nogen indbyrdes afstand er mindre end 1,10 m, jf. dog stk. 8 og 9.

Stk. 6 I sættevogntog med en faktisk totalvægt på mere end 44.000 kg, skal afstanden mellem bilens bageste aksel og sættevognens forreste aksel være mindst 3,00 m.

Stk. 7 I vogntog, som består af lastbil med påhængsvogn, må afstanden mellem bilens bageste aksel og påhængsvognens forreste aksel ikke være mindre end 3,00 m, jf. dog § 40, stk. 2, nr. 3, og stk. 8 og 9.

Stk. 8 I vogntog med 5 aksler med en faktisk totalvægt på mere end 46.000 kg, må afstanden mellem bilens bageste aksel og påhængskøretøjets forreste aksel ikke være mindre end 3,50 m.

Stk. 9 I vogntog med 6 aksler med en faktisk totalvægt på mere end 50.000 kg, må afstanden mellem bilens bageste aksel og påhængskøretøjets forreste aksel ikke være mindre end 3,50 m.

Stk. 10 I vogntog, som består af lastbil med påhængskøretøj med stiv trækstang eller lastbil og sættevogn, med en samlet faktisk totalvægt på mere end 54.000 kg, må afstanden mellem bilens bageste aksel og påhængskøretøjets forreste aksel ikke være mindre end 4,00 m.