Personer, som indrejser i Danmark fra udlandet og inden for 10 dage forud herfor har haft ophold (dog ikke transit) i lande, regioner eller områder, som på opholds- eller indrejsetidspunktet er opført i bilag 1 (lande, regioner og områder med bekymrende virusvarianter), skal efter indrejsen uden ugrundet ophold gå i isolation på et isolationssted i 10 dage og må ikke forlade isolationsstedet før udløbet af perioden, jf. dog stk. 3 og 4 og §§ 4-7.
Stk. 2 Personer omfattet af stk. 1, som visiteres til et frivilligt ophold på en kommunal isolationsfacilitet, jf. epidemilovens § 17 og bekendtgørelse om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19), skal selv afholde udgifterne til opholdet, herunder til forplejning.
Stk. 3 Personer omfattet af stk. 1 kan afbryde isolationen ved en negativ PCR-test for covid-19, som er foretaget tidligst på sjettedagen efter indrejsetidspunktet. Personer, som indrejser i Danmark med henblik på at varetage funktioner som besætning på skib, offshore-arbejdere eller maritime teknikere kan, ud over 1. pkt., afbryde isolationen ved en negativ antigentest for covid-19, som er foretaget tidligst på sjettedagen efter indrejsetidspunktet.
Stk. 4 Stk. 1 gælder ikke for følgende:
-
1) Børn under 15 år.
-
2) Personer, der udgør aktiv eller passiv besætning på luftfartøj.
-
3) Personer, der indrejser med henblik på godstransport eller efter at have transporteret gods i udlandet.
-
4) Personer, der udgør besætning på skib, offshore-arbejdere eller maritime teknikere, som indrejser i Danmark med henblik på at varetage en sådan funktion i Danmark eller efter at have varetaget en sådan funktion i udlandet.
-
5) Personer, der indrejser i Danmark efter at have varetaget en funktion i udlandet som udsendt af staten, herunder som diplomat eller som medarbejder fra Forsvaret, eller EU-parlamentarikere.