Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Denne bekendtgørelse regulerer gennemførelsen af kvalitetskontrollen efter § 29 samt §§ 34-35 b i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven).
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) PIE revisionsvirksomheder: Revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder af interesse for offentligheden, jf. revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3.
-
2) Ikke-PIE revisionsvirksomheder: Revisionsvirksomheder, der udelukkende udfører opgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2, for virksomheder, som ikke er omfattet af lovens § 1 a, stk. 1, nr. 3.
-
3) OMXC25 cap kunder: Virksomheder, der er på listen over de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs (NASDAQ OMX).
-
4) OMXC Large cap kunder: Virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på Københavns Fondsbørs (NASDAQ OMX) med en markedsværdi større end 1 mia. euro på balancedagen.
Kapitlerne 2, 5-6, 8-12 og 15 gælder for kvalitetskontrol af både PIE revisionsvirksomheder og ikke-PIE revisionsvirksomheder.
Stk. 2 Kapitlerne 3, 7 og 13-14 gælder for kvalitetskontrol af ikke-PIE revisionsvirksomheder.
Stk. 3 Kapitel 4 gælder for kvalitetskontrol af PIE revisionsvirksomheder.
Kapitel 2 Udvælgelse af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol
Erhvervsstyrelsen tilrettelægger kvalitetskontrollen på grundlag af en risikoanalyse. Revisionsvirksomheder, der reviderer regnskaber aflagt af mellemstore og store virksomheder eller afgiver lovpligtige erklæringer om bæredygtighedsrapportering kvalitetskontrolleres dog med højst seks års mellemrum. For PIE revisionsvirksomheder finder artikel 26, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden, anvendelse.
Stk. 2 Revisionsvirksomheder, der reviderer OMXC25 cap kunder og OMXC Large Cap kunder underlægges årlig kvalitetskontrol ud fra en risikovurdering. Kvalitetskontrollen af kvalitetsstyringssystemet kan ske på rotationsbasis, svarende til en fuld kvalitetskontrol hvert tredje år.
Stk. 3 En revisionsvirksomhed, hvorigennem der ikke afgives erklæringer efter revisorlovens § 1, stk. 2, og som har angivet dette i Erhvervsstyrelsens IT-system inden den 1. januar i kontrolåret, er undtaget fra kvalitetskontrol, medmindre Erhvervsstyrelsen beslutter andet.
Erhvervsstyrelsen kan af egen drift eller efter anmodning fra revisionsvirksomheder, der indgår i et netværk, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendte revisorers og revisionsvirksomheders uafhængighed, beslutte, at alle, eller en del af disse virksomheder, udtages til kvalitetskontrol samme år.
Stk. 2 Har en revisionsvirksomhed, der er udtaget til kvalitetskontrol, i sin ejerkreds andre revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 13, kan Erhvervsstyrelsen af egen drift eller efter anmodning beslutte, at disse andre virksomheder udtages til kvalitetskontrol samme år.
Revisionsvirksomheder, der er udtaget til kvalitetskontrol, underrettes så vidt muligt inden den 1. april og senest den 1. juni om, at virksomheden skal kvalitetskontrolleres i samme år.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan beslutte at udskyde kvalitetskontrollen af en revisionsvirksomhed, når særlige omstændigheder foreligger, jf. dog § 4, stk. 1, 2. pkt., samt artikel 26, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden.
Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at en revisionsvirksomhed skal udtages til ekstraordinær kvalitetskontrol, hvis styrelsen finder, at der foreligger omstændigheder, der begrunder dette.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at en ekstraordinær eller hyppigere kvalitetskontrol alene omfatter enkelte bestanddele af en kvalitetskontrol.
Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at en revisionsvirksomhed skal indgå i en temabaseret kvalitetskontrol. En temabaseret kvalitetskontrol omfatter kontrol af et specifikt emne eller område. Ved temabaserede kvalitetskontroller udtages et antal revisionsvirksomheder, som kontrolleres for samme tema.
Kapitel 3 Udpegning af kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøg i ikke-PIE revisionsvirksomheder
Erhvervsstyrelsen udpeger en kvalitetskontrollant, der er godkendt i medfør af § 47, til at udføre kvalitetskontrolbesøg i en revisionsvirksomhed og underretter så vidt muligt kvalitetskontrollanten og revisionsvirksomheden herom inden den 1. juni i kontrolåret.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten skal have de fornødne kvalifikationer og erfaringer i forhold til karakteren og størrelsen af den revisionsvirksomhed, der er omfattet af kvalitetskontrollen, herunder i givet fald inden for bæredygtighedsrapportering, erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og andre bæredygtighedsrelaterede opgaver.
Stk. 3 En kvalitetskontrollant kan ikke udføre kvalitetskontrolbesøg af en revisionsvirksomhed, forinden der er gået tre år, efter at pågældende er ophørt med at være partner i, ansat hos eller på anden måde knyttet til virksomheden.
Stk. 4 Kan kvalitetskontrollanten, som følge af stk. 3, ikke udføre kvalitetskontrolbesøg, udpeger Erhvervsstyrelsen en anden kvalitetskontrollant.
Erhvervsstyrelsen kan, hvor styrelsen skønner det nødvendigt, udpege mere end en kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøg i en konkret revisionsvirksomhed eller i et netværk af revisionsvirksomheder.
Erhvervsstyrelsen kan i konkrete tilfælde udpege andre personer som kvalitetskontrollanter end de i medfør af § 47 godkendte kvalitetskontrollanter, jf. revisorlovens § 35, stk. 2.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanter udpeget efter stk. 1 skal have de fornødne kvalifikationer og erfaringer i forhold til karakteren og størrelsen af den revisionsvirksomhed, som er omfattet af kvalitetskontrollen.
Erhvervsstyrelsen kan selv udføre kvalitetskontrolbesøg eller udføre kvalitetskontrolbesøg sammen med en kvalitetskontrollant.
Erhvervsstyrelsen har ikke pligt til at foretage en ligelig fordeling af kvalitetskontroller blandt kvalitetskontrollanterne, ligesom styrelsen ikke kan garantere et minimum antal kvalitetskontroller, eller at alle kvalitetskontrollanter tildeles kvalitetskontroller.
Revisionsvirksomheden skal inden 14 dage efter modtagelse af meddelelsen om udpegning af kvalitetskontrollanten, jf. § 9, stk. 1, meddele, at virksomheden aktivt vil medvirke til kvalitetskontrollens gennemførelse. Revisionsvirksomheden skal samtidig meddele, at virksomheden ikke har kendskab til forhold, der gør, at kvalitetskontrollanten ikke er uafhængig efter revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for at udføre kvalitetskontrollen.
Stk. 2 Har revisionsvirksomheden en begrundet indsigelse mod kvalitetskontrollantens uafhængighed eller andre relevante forhold, skal virksomheden inden samme frist oplyse Erhvervsstyrelsen herom.
Stk. 3 Konstaterer revisionsvirksomheden senere, at kvalitetskontrollanten ikke opfylder kravene til uafhængighed eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for at udføre kvalitetskontrollen, skal virksomheden straks give Erhvervsstyrelsen skriftlig meddelelse herom.
Stk. 4 Foreligger der forhold, som gør, at en udpeget kvalitetskontrollant ikke kan udføre kvalitetskontrolbesøg hos pågældende revisionsvirksomhed, udpeger Erhvervsstyrelsen en anden kvalitetskontrollant.
En kvalitetskontrollant skal for hver kvalitetskontrol, som denne er udpeget til at udføre, bekræfte sin uafhængighed efter revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf, samt bekræfte, at vedkommende har de fornødne kvalifikationer og erfaringer i forhold til den revisionsvirksomhed, som kvalitetskontrollen angår. Kvalitetskontrollanten skal samtidig oplyse:
-
1) Kvalitetskontrollantens forventede timeantal på kvalitetskontrollen samt timepris.
-
2) Øvrige deltageres forventede timeantal på kvalitetskontrollen samt timepris fordelt på de enkelte deltagere.
-
3) Antal revisorer, der er berettigede efter interne regler til at underskrive erklæringer efter revisorlovens § 1, stk. 2.
-
4) Revisionsvirksomhedens antal erklæringsopgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2.
-
5) Revisionsvirksomhedens omsætning i tusinde kr.
-
6) Forventede antal kontorsteder, der udtages til kvalitetskontrol.
-
7) Forventede antal revisorer, der udtages til kvalitetskontrol.
-
8) Forventede antal erklæringsopgaver, der udtages til kvalitetskontrol.
-
9) Forventede antal timer til planlægning af kvalitetskontrollen.
-
10) Forventede antal timer til kontrol af kvalitetsstyringssystemet.
-
11) Forventede antal timer til kontrol af erklæringsopgaver.
-
12) Forventede antal timer til kontrol af efteruddannelse.
-
13) Forventede antal timer til rapportering af kvalitetskontrolbesøget.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten skal hurtigst muligt tage kontakt til revisionsvirksomheden, med henblik på fastlæggelse af de i stk. 1, nr. 1-13, nævnte oplysninger.
Stk. 3 Senest 14 dage efter, at revisionsvirksomheden har givet meddelelse efter § 14, stk. 1, bekræfter kvalitetskontrollanten over for Erhvervsstyrelsen de i stk. 1, 1. pkt., nævnte forhold samt meddeler de i stk. 1, nr. 1-13, anførte oplysninger.
Stk. 4 Kvalitetskontrollanten kan påbegynde kvalitetskontrolbesøget, når Erhvervsstyrelsen har registreret kvalitetskontrollantens bekræftelse efter stk. 1, 1. pkt., samt godkendt oplysninger efter stk. 1, nr. 1-13. Styrelsen orienterer kvalitetskontrollanten og revisionsvirksomheden herom.
Har Erhvervsstyrelsen ikke registreret kvalitetskontrollantens bekræftelse efter § 15, stk. 1, 1. pkt., eller godkendt oplysningerne efter § 15, stk. 1, nr. 1-13, eller foreligger der andre særlige omstændigheder, kan styrelsen udpege en anden kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøget.
Konstaterer kvalitetskontrollanten senere, at denne ikke opfylder kravene til uafhængighed eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for at udføre kvalitetskontrollen, skal kvalitetskontrollanten straks give Erhvervsstyrelsen og revisionsvirksomheden skriftlig meddelelse herom.
Stk. 2 Bliver en kvalitetskontrollant som følge af sygdom eller i andre særlige tilfælde forhindret i at udføre et kvalitetskontrolbesøg, skal dette hurtigst muligt meddeles Erhvervsstyrelsen og revisionsvirksomheden.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen tager stilling til, om kvalitetskontrollen kan udskydes eller gennemføres ved udpegning af en ny kvalitetskontrollant.
Kapitel 4 Kvalitetskontrolbesøg i PIE revisionsvirksomheder
Kvalitetskontrolbesøg i PIE revisionsvirksomheder udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen kan udpege andre personer som kvalitetskontrollanter ved kvalitetskontrol af PIE revisionsvirksomheder.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen udpeger en kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøg og underretter så vidt muligt revisionsvirksomheden herom inden den 1. juni.
Kvalitetskontrollanten skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse, og i givet fald inden for bæredygtighedsrapportering, erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og andre bæredygtighedsrelaterede opgaver, og have fornødent kendskab til kvalitetskontrol.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten skal være uafhængig i forhold til den pågældende revisionsvirksomhed og revisionsvirksomhedens tilknyttede revisorer, jf. principperne i revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 3 En kvalitetskontrollant kan ikke udføre kvalitetskontrol af en revisionsvirksomhed, forinden der er gået tre år, efter at pågældende er ophørt med at være partner i, ansat hos eller på anden måde knyttet til revisionsvirksomheden.
Revisionsvirksomheden skal inden 14 dage efter modtagelse af meddelelsen om udpegning af kvalitetskontrollanten, jf. § 18, stk. 2, meddele, at virksomheden aktivt vil medvirke til kvalitetskontrollens gennemførelse. Revisionsvirksomheden skal samtidig meddele, at virksomheden ikke har kendskab til forhold, der gør, at kvalitetskontrollanten ikke er uafhængig efter revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for at udføre kvalitetskontrollen.
Stk. 2 Har revisionsvirksomheden en begrundet indsigelse mod kvalitetskontrollantens uafhængighed eller andre relevante forhold, skal virksomheden inden samme frist oplyse Erhvervsstyrelsen herom.
Kapitel 5 Kvalitetskontrollens udøvelse
Forinden kvalitetskontrollanten påbegynder kvalitetskontrolbesøg, skal den pågældende
-
1) kontakte revisionsvirksomheden og meddele, hvilke oplysninger revisionsvirksomheden på forhånd skal oplyse om revisionsvirksomheden, jf. § 15, stk. 2,
-
2) gennemgå de oplysninger, der er modtaget i henhold til nr. 1, og
-
3) planlægge kvalitetskontrolbesøget.
Revisionsvirksomheden og dens tilknyttede revisorer skal aktivt medvirke til kvalitetskontrollens gennemførelse.
Stk. 2 Virksomheden og dens tilknyttede revisorer skal give Erhvervsstyrelsen og kvalitetskontrollanten adgang til at foretage de undersøgelser, der findes nødvendige, og skal sørge for, at styrelsen og kontrollanten får de oplysninger og den bistand, som de anser for nødvendige for at udføre kvalitetskontrollen, jf. revisorlovens § 29, stk. 4.
Ved kontrol af erklæringsopgaver, hvor den underskrivende revisor ikke længere er tilknyttet revisionsvirksomheden, skal kvalitetskontrollanten kontakte revisoren, med henblik på, at revisoren får mulighed for at være til stede ved kontrollen af erklæringsopgaven.
Stk. 2 Revisionsvirksomheden skal sørge for, at en revisor, der ikke længere er tilknyttet revisionsvirksomheden, har adgang til opgavedokumentationen for den kontrollerede erklæringsopgave.
Finder kvalitetskontrollanten, at kvalitetskontrollen ikke kan gennemføres eller kun kan gennemføres med store vanskeligheder, skal kvalitetskontrollanten straks meddele Erhvervsstyrelsen dette. Styrelsen foretager en nærmere undersøgelse og vurdering af sagen og oplyser revisionsvirksomheden om mulige konsekvenser af, at kvalitetskontrollen ikke gennemføres.
Erhvervsstyrelsen kan af egen drift eller efter anmodning fra kvalitetskontrollanten udpege en ekspert til at deltage i en kvalitetskontrol af en revisionsvirksomhed, når styrelsen finder det nødvendigt at inddrage særlig sagkundskab.
Stk. 2 En ekspert udpeget efter stk. 1, skal være uafhængig i forhold til den pågældende revisionsvirksomhed og dens tilknyttede revisorer, jf. principperne i revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen orienterer revisionsvirksomheden om udpegning af en ekspert.
Kapitel 6 Kvalitetskontrollens indhold
Ved udførelse af kvalitetskontrolbesøg skal kvalitetskontrollanten navnlig kontrollere,
-
1) at revisionsvirksomheden har en intern organisation samt et kvalitetsstyringssystem, jf. revisorlovens § 28 samt regler udstedt i medfør heraf, og har dokumenteret anvendelsen af kvalitetsstyringssystemet,
-
2) at kvalitetsstyringssystemet er fyldestgørende i relation til virksomhedens størrelse og driftsmæssige karakteristika,
-
3) at kvalitetsstyringssystemet indeholder politikker og procedurer for overholdelse af uafhængighedsregler generelt og for enhver erklæringsopgave efter revisorlovens § 1, stk. 2, samt at det er dokumenteret, at uafhængighedsreglerne i revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf er overholdt,
-
4) at erklæringsopgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2, er tilrettelagt, planlagt, udført og dokumenteret i overensstemmelse med kvalitetsstyringssystemet og god revisorskik, herunder gældende revisionsstandarder, samt de anvendte ressourcers omfang og det beregnede revisionshonorar i forhold til erklæringsopgaven,
-
5) at revisionsvirksomheden har etableret en overvågningsproces, der omfatter såvel overvågning af kvalitetsstyringssystemet som periodisk efterfølgende intern kontrol af kvaliteten af udførte erklæringsopgaver,
-
6) at revisionsvirksomheden har en ajourført ejer- og medlemsfortegnelse, jf. § 3 i bekendtgørelse om revisionsvirksomhed, og at ejer- og ledelsesbestemmelserne i revisorlovens § 13, stk. 2-5, er overholdt,
-
7) at revisionsvirksomhedens tilknyttede revisorer har gennemgået og indberettet obligatorisk efteruddannelse efter revisorlovens § 4 og regler udstedt i medfør heraf, og
-
8) at revisionsvirksomheden har opfyldt sine forpligtelser i henhold til hvidvasklovens § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at et eller flere af de i stk. 1 nævnte forhold, ikke skal kontrolleres ved udførelse af et kvalitetskontrolbesøg.
Kvalitetskontrollen, jf. § 26, skal omfatte såvel de generelt anvendte procedurer i revisionsvirksomheden samt en stikprøvevis kontrol af et tilstrækkeligt antal erklæringsopgaver til, at kvalitetskontrollanten har opnået en overbevisning om, at kvalitetsstyringssystemet anvendes ved enhver erklæringsopgave.
Stk. 2 Den stikprøvevise udtagelse af konkrete erklæringsopgaver skal tage udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, herunder erklæringsopgavernes art og omfang i revisionsvirksomheden.
Stk. 3 Stikprøvestørrelsen skal tilpasses antallet af afgivne erklæringer efter revisorlovens § 1, stk. 2, gennem revisionsvirksomheden.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan forud for kvalitetskontrolbesøget, under kvalitetskontrolbesøget og efter kvalitetskontrolbesøgets gennemførelse bede kvalitetskontrollanten om at udvide stikprøvestørrelsen eller at udtage bestemte erklæringsopgaver, revisorer eller kontorsteder til kontrol.
Kapitel 7 Godkendte kvalitetskontrollanters opfølgning på kvalitetskontrolbesøget og rapportering til Erhvervsstyrelsen
For kvalitetskontrol af en ikke-PIE revisionsvirksomhed rapporterer kvalitetskontrollanten om kvalitetskontrolbesøget til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 2 Rapporteringen skal indeholde en beskrivelse af kontrollens genstand, art og omfang samt kvalitetskontrollantens vurdering af revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem samt vurdering af de kontrollerede erklæringsopgaver. Såfremt kvalitetskontrollanten har identificeret forbedringspunkter hos revisionsvirksomheden, skal dette ligeledes fremgå af rapporteringen.
Stk. 3 Forinden kvalitetskontrollanten rapporterer om kvalitetskontrolbesøget til Erhvervsstyrelsen, forelægges kvalitetskontrollantens vurdering af revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem samt vurdering af de kontrollerede erklæringsopgaver for revisionsvirksomheden og de berørte revisorer med henblik på at give disse mulighed for at fremkomme med bemærkninger. Kvalitetskontrollanten skal samtidig forelægge relevante arbejdspapirer, når dette fremgår af styrelsens retningslinjer, jf. § 46.
Stk. 4 Kvalitetskontrollanten rapporterer snarest muligt og senest den 15. november i kontrolåret om kvalitetskontrolbesøget til Erhvervsstyrelsen. Kvalitetskontrollanten skal vedlægge sine arbejdspapirer, når dette fremgår af styrelsens retningslinjer, jf. § 46.
Stk. 5 Får en kvalitetskontrollant kendskab til forhold, der giver grund til at tro, at disse kan have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, som er omfattet af underretningspligten i hvidvasklovens § 26, stk. 1, skal kvalitetskontrollanten give Erhvervsstyrelsen meddelelse herom.
Kapitel 8 Erhvervsstyrelsens afslutning af kvalitetskontrollen
Erhvervsstyrelsen kan anmode en kvalitetskontrollant udpeget efter §§ 9-11, § 18, stk. 1, 2. pkt., eller en ekspert udpeget efter § 25, stk. 1, samt revisionsvirksomheden om oplysninger, dokumenter og bistand, som styrelsen anser for nødvendige for at gennemføre kvalitetskontrollen, jf. revisorlovens § 29, stk. 4, og § 35, stk. 6.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten forelægger på Erhvervsstyrelsens anmodning sine arbejdspapirer og besvarer styrelsens spørgsmål.
Som afslutning på kvalitetskontrollen udfærdiger Erhvervsstyrelsen en rapport til den kontrollerede revisionsvirksomhed. Rapporten indeholder Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen. Såfremt der i forbindelse med kvalitetskontrollen er identificeret forbedringspunkter, indeholder rapporten henstillinger til, at den kontrollerede følger op på disse forbedringspunkter.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen tager på grundlag af den gennemførte kvalitetskontrol stilling til, om kvalitetskontrollen giver anledning til
-
1) afslutning af kvalitetskontrollen uden yderligere opfølgning, eller
-
2) en opfølgende kvalitetskontrol, der skal afklare, om der er fulgt op på henstillinger i forbindelse med kvalitetskontrollen.
Stk. 3 Hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er grundlag for at iværksætte en undersøgelse i medfør af revisorlovens § 37, indeholder rapporten oplysning om, at kvalitetsstyringssystemet underlægges en nærmere undersøgelse. Tilsvarende gælder, hvis en eller flere af de kontrollerede erklæringsopgaver er eller vil blive underlagt en nærmere undersøgelse.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsen forelægger udkast til rapport for revisionsvirksomheden med henblik på at give denne mulighed for at fremkomme med bemærkninger.
Stk. 5 Overtrædelser i forbindelse med kontrol af § 26, stk. 1, nr. 6-8 samt overtrædelser af selskabs- og regnskabsretlige regler videregives internt i Erhvervsstyrelsen i forbindelse med varetagelsen af styrelsens øvrige tilsynsforpligtelser.
Ved kvalitetskontrol af en PIE revisionsvirksomhed, kan Erhvervsstyrelsen henstille, at revisionsvirksomhedens gennemsigtighedsrapport ændres omgående.
Efter henstilling fra Erhvervsstyrelsen udarbejder den kontrollerede revisionsvirksomhed en handlingsplan, der danner grundlaget for den opfølgende kvalitetskontrol. Handlingsplanen skal indsendes til Erhvervsstyrelsen inden for en af styrelsen fastsat frist.
Stk. 2 De nærmere krav til indholdet af handlingsplanen fastsættes i Erhvervsstyrelsens retningslinjer, jf. § 46.
Stk. 3 Handlingsplanen skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, før den er endelig.
Kapitel 9 Offentliggørelse
Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om at offentliggøre resultatet af en kvalitetskontrol, hvis det i forbindelse med en opfølgende kvalitetskontrol konstateres, at der ikke er fulgt op på henstillinger fra en tidligere kvalitetskontrol.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om at offentliggøre resultatet af en kvalitetskontrol, hvis revisionsvirksomheden ikke efterkommer Erhvervsstyrelsens henstilling om at udarbejde en handlingsplan.
Stk. 3 Offentliggørelsen består af et sammendrag af Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen, samt styrelsens anførte forbedringspunkter. Offentliggørelsen indeholder revisionsvirksomhedens navn, men er i øvrigt i anonymiseret form.
Erhvervsstyrelsen offentliggør resultatet af kvalitetskontrollen for de PIE revisionsvirksomheder, der gennemgår en årlig kvalitetskontrol, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 2 Offentliggørelsen består af et sammendrag af Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen, samt styrelsens eventuelle anførte forbedringspunkter. Offentliggørelsen indeholder revisionsvirksomhedens navn, men er i øvrigt i anonymiseret form.
Erhvervsstyrelsen offentliggør rapporter om temabaserede kvalitetskontroller. Offentliggørelsen sker i anonymiseret form.
Erhvervsstyrelsen udgiver årligt en redegørelse om styrelsens arbejde med kvalitetskontrol. Redegørelsen angiver i statistisk form resultaterne af kvalitetskontrollen.
Offentliggørelse efter §§ 35 - 37 og offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens redegørelse, jf. § 38, sker på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.
Kapitel 10 Opfølgende kvalitetskontroller
Revisionsvirksomheder, der skal gennemgå en opfølgende kvalitetskontrol, underrettes så vidt muligt inden den 1. april og senest den 1. juni om, at de skal kvalitetskontrolleres i samme år.
Stk. 2 For ikke-PIE revisionsvirksomheder udpeger Erhvervsstyrelsen en kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøget og underretter så vidt muligt kvalitetskontrollanten og revisionsvirksomheden herom inden den 1. juni. Kapitel 3 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse.
Stk. 3 For PIE revisionsvirksomheder udpeger Erhvervsstyrelsen en kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøg og underretter så vidt muligt revisionsvirksomheden herom inden den 1. juni. Kapitel 4 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse.
Ved udførelse af det opfølgende kvalitetskontrolbesøg kontrolleres det, om revisionsvirksomheden har fulgt op på Erhvervsstyrelsens henstillinger i forbindelse med den kvalitetskontrol, der medførte en opfølgende kvalitetskontrol. Kvalitetskontrolbesøget tager udgangspunkt i den af Erhvervsstyrelsen godkendte handlingsplan. Kapitel 5 og 6 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse.
For ikke-PIE revisionsvirksomheder rapporterer kvalitetskontrollanten snarest muligt og senest den 15. november i kontrolåret om kvalitetskontrolbesøget til Erhvervsstyrelsen. Kvalitetskontrollanten skal vedlægge sine arbejdspapirer, når dette fremgår af styrelsens retningslinjer, jf. § 46. Kapitel 7 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse.
Kapitel 11 Betaling
Erhvervsstyrelsen fastsætter årligt timepriser for kvalitetskontrollanterne.
Stk. 2 Har kvalitetskontrollanten benyttet sig af andre personer end en ekspert udpeget efter § 25 ved gennemførelsen af kontrolbesøget kan timeprisen for sådanne andre personer ikke være højere end kvalitetskontrollantens timepris.
Ved kvalitetskontrol af ikke-PIE revisionsvirksomheder skal kvalitetskontrollanten samtidig med rapportering om kvalitetskontrolbesøget til Erhvervsstyrelsen opgøre
-
1) den direkte medgåede tid og timesats pr. kvalitetskontrollant,
-
2) den direkte medgåede tid og timesats for øvrige deltagere i kontrolopgaven,
-
3) timer anvendt på transport, og
-
4) udlæg efter regning.
Stk. 2 Ved en eventuel væsentlig afvigelse i det faktiske antal anvendte timer i forhold til det forventede antal timer oplyst efter § 15, stk. 1, skal kvalitetskontrollanten udarbejde en redegørelse til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 3 Omkostninger efter stk. 1, nr. 1-2, udredes foreløbigt af Erhvervsstyrelsen, men afholdes endeligt af den kontrollerede revisionsvirksomhed.
Stk. 4 Omkostningerne efter stk. 1, nr. 3-4, udredes foreløbigt af Erhvervsstyrelsen, og opgøres årligt pr. 1. maj og fordeles forholdsmæssigt mellem ikke-PIE revisionsvirksomheder omfattet af de i året forinden efter § 6, stk. 1, og § 40, stk. 1, iværksatte kvalitetskontroller på grundlag af antallet af revisionsvirksomhedens tilknyttede revisorer pr. 1. januar i kontrolåret.
Stk. 5 Færdiggør en kvalitetskontrollant, der er udpeget efter §§ 9-11, eller en ekspert udpeget i medfør af § 25 ikke en påbegyndt kvalitetskontrol, træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om, i hvilket omfang kvalitetskontrollanten er berettiget til betaling for det udførte arbejde. Kvalitetskontrollanten skal, forinden en sådan afgørelse træffes, gives lejlighed til at udtale sig.
Stk. 6 Har Erhvervsstyrelsen i henhold til § 11 udpeget andre personer som kvalitetskontrollant, udredes de samlede omkostninger efter stk. 1, nr. 1-2, foreløbigt af styrelsen, men afholdes endeligt af den kontrollerede revisionsvirksomhed. For omkostninger efter stk. 1, nr. 3-4, finder stk. 4, tilsvarende anvendelse.
Ved kvalitetskontrol af PIE revisionsvirksomheder skal kvalitetskontrollanten samtidig med Erhvervsstyrelsens afgivelse af rapport til den kontrollerede opgøre
-
1) den direkte medgåede tid og timesats
-
2) timer anvendt på transport, og
-
3) udlæg efter regning.
Stk. 2 Omkostninger efter stk. 1, nr. 1, afholdes af den kontrollerede revisionsvirksomhed.
Stk. 3 Omkostningerne efter stk. 1, nr. 2-3, udredes af Erhvervsstyrelsen og indgår ved beregningen af timeprisen fastsat efter § 43, stk. 1.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan løbende fakturere de i stk. 1, nr. 1, nævnte omkostninger.
Stk. 5 Har Erhvervsstyrelsen i henhold til § 18, stk. 1, 2. pkt., udpeget andre personer som kvalitetskontrollant, udredes de samlede omkostninger efter stk. 1, nr. 1-2, foreløbigt af styrelsen, men afholdes endeligt af den kontrollerede revisionsvirksomhed. For omkostninger efter stk. 1, nr. 3-4, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 12 Retningslinjer for kvalitetskontrol
Erhvervsstyrelsen fastsætter retningslinjer vedrørende udvælgelse af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol, godkendelse som kvalitetskontrollant og kvalitetskontrollantens pligter, udpegning af kvalitetskontrollant til en konkret kvalitetskontrol, gennemførelse af kvalitetskontrolbesøg i ikke-PIE revisionsvirksomheder og rapporteringer herom, gennemførelse af kvalitetskontrolbesøg i PIE revisionsvirksomheder, gennemførelse af temabaserede kvalitetskontroller, udarbejdelse af handlingsplaner, betalingsforhold for en kvalitetskontrol, Erhvervsstyrelsens behandling af kvalitetskontroller og offentliggørelse heraf m.v.
Stk. 2 Retningslinjerne offentliggøres på styrelsens hjemmeside.
Kapitel 13 Godkendelse som kvalitetskontrollant
Erhvervsstyrelsen godkender kvalitetskontrollanter til udførelse af kvalitetskontrolbesøg i ikke-PIE revisionsvirksomheder.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanter skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse og have fornødent kendskab til kvalitetskontrol.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen fastsætter antallet af kvalitetskontrollanter og annoncerer efter behov på sin hjemmeside. En godkendt revisor, der ønsker at blive godkendt kvalitetskontrollant, skal ansøge styrelsen herom inden for en af styrelsen fastsat frist.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan som kvalitetskontrollant godkende revisorer, der
-
1) er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder,
-
2) ikke indenfor de seneste fem år ved Revisornævnet er meddelt en advarsel, strafbortfald, ikendt en bøde, midlertidigt forbud, betinget eller ubetinget rettighedsfrakendelse, som styrelsen vurderer, har betydning for udførelsen af hvervet som kvalitetskontrollant,
-
3) ikke er optaget i Det centrale Kriminalregister for overtrædelser, som Erhvervsstyrelsen vurderer, har betydning for udførelsen af hvervet som kvalitetskontrollant,
-
4) ikke har en verserende sag ved Revisornævnet, som styrelsen vurderer, har betydning for udførelsen af hvervet som kvalitetskontrollant,
-
5) ikke er tilknyttet en revisionsvirksomhed, som i forbindelse med den senest afsluttede kvalitetskontrol af styrelsen er blevet pålagt en opfølgende kvalitetskontrol, som styrelsen vurderer, har betydning for udførelsen af hvervet som kvalitetskontrollant,
-
6) har deltaget i praktisk revisionsarbejde og i forbindelse hermed afgivet erklæringer efter revisorlovens § 1, stk. 2, i mindst tre år inden for de seneste fem år,
-
7) kan påtage sig årligt at udføre kvalitetskontrol af et antal revisionsvirksomheder fastsat af Erhvervsstyrelsen, og
-
8) har gennemgået og indberettet den obligatoriske efteruddannelse efter revisorlovens § 4 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 5 Styrelsen kan endvidere som kvalitetskontrollant godkende registrerede revisorer, der er tilknyttet en landøkonomisk forenings rådgivningskontor, jf. revisorlovens § 17, stk. 1, og som opfylder betingelserne i stk. 4, nr. 2-8. En kvalitetskontrollant godkendt efter 1. pkt., kan udpeges til at udføre kvalitetskontrolbesøg af landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer.
Stk. 6 Styrelsen kan betinge en godkendelse af, at kvalitetskontrollanten forpligter sig til at anvende et af styrelsen anvist elektronisk system til brug for udførelsen af kvalitetskontrolbesøg.
Stk. 7 Godkendelsen som kvalitetskontrollant er gældende for en periode på op til fem år. En godkendelse kan efter ansøgning forlænges for yderligere perioder af fem år. Kvalitetskontrollanten kan fuldføre en påbegyndt kvalitetskontrol efter udløbet af godkendelsesperioden.
Stk. 8 Godkendelsen som kvalitetskontrollant er betinget af at kvalitetskontrollanten årligt deltager i et kursus om kvalitetskontrol. Deltagelse i kurset skal ske, inden kvalitetskontrollanten første gang udfører et kvalitetskontrolbesøg i godkendelsesperioden.
Kvalitetskontrollanten har pligt til straks at meddele Erhvervsstyrelsen, hvis
-
1) kvalitetskontrollanten ikke længere er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder,
-
2) kvalitetskontrollanten af Revisornævnet meddeles en advarsel, strafbortfald, ikendes en bøde, midlertidigt forbud, betinget eller ubetinget rettighedsfrakendelse, eller
-
3) kvalitetskontrollanten optages i Det centrale Kriminalregister for overtrædelser af de pligter, som revisorlovgivningen foreskriver.
Stk. 2 I de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om kvalitetskontrollantens fortsatte godkendelse, jf. § 50, stk. 1.
Erhvervsstyrelsen kan fratage en kvalitetskontrollant godkendelsen som kvalitetskontrollant, hvis
-
1) kvalitetskontrollanten ikke længere er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder,
-
2) kvalitetskontrollanten ikke rapporterer om kvalitetskontrolbesøg samt indsender arbejdspapirer, eller øvrige oplysninger som styrelsen anmoder om, rettidigt, og dette ikke sker inden for en af styrelsen fastsat frist,
-
3) kvalitetskontrollanten meddeler ikke at kunne påtage sig et af styrelsen fastsat antal kvalitetskontrolbesøg,
-
4) kvalitetskontrollanten ikke anvender det af styrelsen anviste elektroniske system, jf. § 47, stk. 6,
-
5) kvalitetskontrollanten ikke deltager i et årligt kursus om kvalitetskontrol, jf. 47, stk. 8,
-
6) Erhvervsstyrelsen ved den senest afsluttede kvalitetskontrol har pålagt den revisionsvirksomhed, som kvalitetskontrollanten er tilknyttet, en opfølgende kvalitetskontrol,
-
7) kvalitetskontrollanten af Revisornævnet meddeles en advarsel, strafbortfald, ikendes en bøde, midlertidigt forbud, betinget eller ubetinget rettighedsfrakendelse, eller optages i Det centrale Kriminalregister for overtrædelser af de pligter, som revisorlovgivningen foreskriver,
-
8) kvalitetskontrollanten ikke årligt og senest den 1. februar afgiver en tro- og loveerklæring om, at kvalitetskontrollanten ikke har verserende sager ved Revisornævnet eller inden for de seneste fem år ved Revisornævnet er meddelt en advarsel, strafbortfald, er ikendt en bøde, midlertidigt forbud, betinget eller ubetinget rettighedsfrakendelse, eller
-
9) styrelsen finder kvalitetskontrollantens virke utilfredsstillende, eller at kvalitetskontrollanten har tilsidesat sine pligter på en sådan måde, at styrelsen ikke fortsat finder grundlag for at udpege kvalitetskontrollanten til at udføre kvalitetskontrolbesøg.
Stk. 2 Forinden Erhvervsstyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1, gives kvalitetskontrollanten lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3 Fratages kvalitetskontrollanten i medfør af stk. 1, godkendelsen som kvalitetskontrollant, finder § 17, stk. 3, anvendelse.
Kapitel 14 Almindelige bestemmelser
Erhvervsstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. revisorlovens § 51, stk. 2.
Erhvervsstyrelsen kan bestemme, at fristerne i § 4, stk. 3, § 6, § 9, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, stk. 3, § 18, stk. 2, § 20, § 29, stk. 4, § 38, § 42, § 44, stk. 1-2 og 4 og § 45, stk. 1, fraviges.
Kapitel 15 Afsluttende bestemmelser
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2024.
Stk. 2 Kravet om kvalifikationer og erfaringer inden for bæredygtighedsrapportering, erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og andre bæredygtighedsrelaterede opgaver i § 9, stk. 2, og § 19, stk. 1, gælder fra den 1. januar 2026.
Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 104 af 30. januar 2020 om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder ophæves.