Bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 521 af 24. maj 2024

Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Denne bekendtgørelse regulerer gennemførelsen af kvalitetskontrollen efter § 29 samt §§ 34-35 b i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven).

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) PIE revisionsvirksomheder: Revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder af interesse for offentligheden, jf. revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3.

  • 2) Ikke-PIE revisionsvirksomheder: Revisionsvirksomheder, der udelukkende udfører opgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2, for virksomheder, som ikke er omfattet af lovens § 1 a, stk. 1, nr. 3.

  • 3) OMXC25 cap kunder: Virksomheder, der er på listen over de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs (NASDAQ OMX).

  • 4) OMXC Large cap kunder: Virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på Københavns Fondsbørs (NASDAQ OMX) med en markedsværdi større end 1 mia. euro på balancedagen.

§ 3

Kapitlerne 2, 5-6, 8-12 og 15 gælder for kvalitetskontrol af både PIE revisionsvirksomheder og ikke-PIE revisionsvirksomheder.

Stk. 2 Kapitlerne 3, 7 og 13-14 gælder for kvalitetskontrol af ikke-PIE revisionsvirksomheder.

Stk. 3 Kapitel 4 gælder for kvalitetskontrol af PIE revisionsvirksomheder.