Kapitel 4 Kvalitetskontrolbesøg i PIE revisionsvirksomheder
Kvalitetskontrolbesøg i PIE revisionsvirksomheder udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen kan udpege andre personer som kvalitetskontrollanter ved kvalitetskontrol af PIE revisionsvirksomheder.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen udpeger en kvalitetskontrollant til at udføre kvalitetskontrolbesøg og underretter så vidt muligt revisionsvirksomheden herom inden den 1. juni.
Kvalitetskontrollanten skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse, og i givet fald inden for bæredygtighedsrapportering, erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og andre bæredygtighedsrelaterede opgaver, og have fornødent kendskab til kvalitetskontrol.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten skal være uafhængig i forhold til den pågældende revisionsvirksomhed og revisionsvirksomhedens tilknyttede revisorer, jf. principperne i revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 3 En kvalitetskontrollant kan ikke udføre kvalitetskontrol af en revisionsvirksomhed, forinden der er gået tre år, efter at pågældende er ophørt med at være partner i, ansat hos eller på anden måde knyttet til revisionsvirksomheden.
Revisionsvirksomheden skal inden 14 dage efter modtagelse af meddelelsen om udpegning af kvalitetskontrollanten, jf. § 18, stk. 2, meddele, at virksomheden aktivt vil medvirke til kvalitetskontrollens gennemførelse. Revisionsvirksomheden skal samtidig meddele, at virksomheden ikke har kendskab til forhold, der gør, at kvalitetskontrollanten ikke er uafhængig efter revisorlovens kapitel 4 og regler udstedt i medfør heraf eller i øvrigt ikke opfylder betingelserne for at udføre kvalitetskontrollen.
Stk. 2 Har revisionsvirksomheden en begrundet indsigelse mod kvalitetskontrollantens uafhængighed eller andre relevante forhold, skal virksomheden inden samme frist oplyse Erhvervsstyrelsen herom.