Kapitel 8 Erhvervsstyrelsens afslutning af kvalitetskontrollen
Erhvervsstyrelsen kan anmode en kvalitetskontrollant udpeget efter §§ 9-11, § 18, stk. 1, 2. pkt., eller en ekspert udpeget efter § 25, stk. 1, samt revisionsvirksomheden om oplysninger, dokumenter og bistand, som styrelsen anser for nødvendige for at gennemføre kvalitetskontrollen, jf. revisorlovens § 29, stk. 4, og § 35, stk. 6.
Stk. 2 Kvalitetskontrollanten forelægger på Erhvervsstyrelsens anmodning sine arbejdspapirer og besvarer styrelsens spørgsmål.
Som afslutning på kvalitetskontrollen udfærdiger Erhvervsstyrelsen en rapport til den kontrollerede revisionsvirksomhed. Rapporten indeholder Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen. Såfremt der i forbindelse med kvalitetskontrollen er identificeret forbedringspunkter, indeholder rapporten henstillinger til, at den kontrollerede følger op på disse forbedringspunkter.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen tager på grundlag af den gennemførte kvalitetskontrol stilling til, om kvalitetskontrollen giver anledning til
-
1) afslutning af kvalitetskontrollen uden yderligere opfølgning, eller
-
2) en opfølgende kvalitetskontrol, der skal afklare, om der er fulgt op på henstillinger i forbindelse med kvalitetskontrollen.
Stk. 3 Hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er grundlag for at iværksætte en undersøgelse i medfør af revisorlovens § 37, indeholder rapporten oplysning om, at kvalitetsstyringssystemet underlægges en nærmere undersøgelse. Tilsvarende gælder, hvis en eller flere af de kontrollerede erklæringsopgaver er eller vil blive underlagt en nærmere undersøgelse.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsen forelægger udkast til rapport for revisionsvirksomheden med henblik på at give denne mulighed for at fremkomme med bemærkninger.
Stk. 5 Overtrædelser i forbindelse med kontrol af § 26, stk. 1, nr. 6-8 samt overtrædelser af selskabs- og regnskabsretlige regler videregives internt i Erhvervsstyrelsen i forbindelse med varetagelsen af styrelsens øvrige tilsynsforpligtelser.
Ved kvalitetskontrol af en PIE revisionsvirksomhed, kan Erhvervsstyrelsen henstille, at revisionsvirksomhedens gennemsigtighedsrapport ændres omgående.
Efter henstilling fra Erhvervsstyrelsen udarbejder den kontrollerede revisionsvirksomhed en handlingsplan, der danner grundlaget for den opfølgende kvalitetskontrol. Handlingsplanen skal indsendes til Erhvervsstyrelsen inden for en af styrelsen fastsat frist.
Stk. 2 De nærmere krav til indholdet af handlingsplanen fastsættes i Erhvervsstyrelsens retningslinjer, jf. § 46.
Stk. 3 Handlingsplanen skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, før den er endelig.