Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om at offentliggøre resultatet af en kvalitetskontrol, hvis det i forbindelse med en opfølgende kvalitetskontrol konstateres, at der ikke er fulgt op på henstillinger fra en tidligere kvalitetskontrol.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om at offentliggøre resultatet af en kvalitetskontrol, hvis revisionsvirksomheden ikke efterkommer Erhvervsstyrelsens henstilling om at udarbejde en handlingsplan.
Stk. 3 Offentliggørelsen består af et sammendrag af Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen, samt styrelsens anførte forbedringspunkter. Offentliggørelsen indeholder revisionsvirksomhedens navn, men er i øvrigt i anonymiseret form.