Fratrædende apoteker afhænder apoteksfilialer og apoteksudsalg som ikke er påbudt opretholdt af Lægemiddelstyrelsen for egen regning. Ved konkurs afhændes apoteksfilialer og apoteksudsalg, som ikke er påbudt opretholdt af Lægemiddelstyrelsen, af kurator for konkursboets regning.
Stk. 2 Lægemiddelstyrelsen kan for fratrædende apoteker og for dennes regning, jf. apotekerlovens § 20 a, afhænde apoteksfilialer og apoteksudsalg, som ikke af Lægemiddelstyrelsen er påbudt opretholdt i medfør af apotekerlovens § 7, når tiltrædende apoteker ikke ønsker at overtage apoteksfilialer og apoteksudsalg, efter Lægemiddelstyrelsens midlertidige drift, og fratrædende apoteker eller dennes bo, ikke har sørget for afhændelse i perioden fra Lægemiddelstyrelsens midlertidige drift til en ny apoteker tiltræder.
Stk. 3 Lægemiddelstyrelsen afholder ikke udgifter til husleje af apoteksenheder, som ikke er påbudt opretholdt, når Lægemiddelstyrelsen har afsluttet den midlertidige drift af apoteket.
Stk. 4 Lægemiddelstyrelsens afhændelse af de i stk. 2 nævnte enheder vil ske ved opslag på Lægemiddelstyrelsens netsted med beskrivelse af enhederne, herunder oplysninger om den bogførte værdi af indretning og inventar og værdien af varelageret, for andre apotekers afgivelse af købstilbud.
Stk. 5 Lægemiddelstyrelsen vælger det købstilbud med den højeste sum, dog således at den bogførte værdi af indretning og inventar og værdien af varelageret iagttages. Herudover iagttager Lægemiddelstyrelsen, at de i stk. 2 nævnte enheder befinder sig inden for en radius af 75 km. fra apotekerens apotek, jf. apotekerlovens § 5, stk. 1, samt at apotekeren ikke ved overtagelsen af de i stk. 2 nævnte enheder vil få mere end otte receptekspederende enheder, jf. apotekerlovens § 5, stk. 2.
Stk. 6 Indkommer der ikke købstilbud, nedlægger Lægemiddelstyrelsen de i stk. 2 nævnte enheder.
Stk. 7 Ved nedlæggelse kontakter Lægemiddelstyrelsen øvrige apoteker for afhændelse af inventar og varelager på fratrædende apotekers vegne. Inventar, som ikke kan sælges til andre apotekere, kan Lægemiddelstyrelsen forsøge at sælge på anden vis.
Stk. 8 Udgifterne til Lægemiddelstyrelsens afhændelse eller nedlæggelse af enheder efter stk. 2, betales af apotekeren, og fastsættes med baggrund i en opgørelse af Lægemiddelstyrelsens tidsforbrug. Fratrædende apoteker skal ved anmodning om Lægemiddelstyrelsens afhændelse af enheder efter stk. 2, indbetale et aconto beløb til Lægemiddelstyrelsen til dækning af udgifterne til afhændelse af enheder på vegne af apotekeren. Beløbet fastsættes af Lægemiddelstyrelsen ud fra et skøn over de udgifter, der er forbundet med afhændelsen.