Bekendtgørelse om landbaserede kasinoer Kapitel 10

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om landbaserede kasinoer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1290 af 29. november 2019

Kapitel 10 Optælling og regnskab m.v.
§ 29

Inden kasinoets åbning skal kontanter og spillemærker i kasinoets vekselkasse optælles.

Stk. 2 Ved kasinoets lukning skal vekselkassens beholdning af kontanter og spillemærker optælles.

Stk. 3 I forbindelse med optælling af spillemærker efter stk. 2 må den samlede beholdning af spillemærker ikke ændres, medmindre det af kasinoets daglige regnskab, jf. § 35, fremgår, at der er sket en ændring i beholdningen af spillemærker.

§ 30

Inden det enkelte spillebords åbning skal:

  • 1) spillemærker ved spillebordet optælles og bringes i overensstemmelse med den for spillebordet fastsatte beholdning,

  • 2) det sikres, at bokse til kontanter og tronce er forsvarligt aflåst, og

  • 3) det sikres, at alle spillekort til brug for det pågældende spil er til stede.

Stk. 2 Bokse, jf. stk. 1, nr. 2, må kun kunne tilgås ved åbning af to forskellige låse. Én person må ikke være i besiddelse af nøgler til begge låse.

§ 31

Optælling af indholdet af spillebordets boks skal ske dagligt.

Stk. 2 Efter et spillebords lukning skal indholdet i spillebordets boks til kontanter optælles, inden spillebordet åbnes på ny.

§ 32

Optælling m.v. efter §§ 29-31 skal foretages og attesteres af mindst to af kasinoets ansatte.

§ 33

Optælling ved overførsler og vekslinger mellem det enkelte spillebord og vekselkassen skal påses og attesteres af mindst to af kasinoets ansatte. Attestationen gives på en formular, hvoraf der lægges et eksemplar henholdsvis i spillebordets boks til kontanter og i vekselkassen.

§ 34

Ved lukningen af det enkelte spillebord skal spillebordets beholdning af spillemærker opbevares i en aflåst boks.

Stk. 2 Spillemærkerne i boksen, jf. stk. 1, må kun kunne fjernes ved åbning af to forskellige låse. Én ansat må ikke være i besiddelse af nøgler til begge låse.

§ 35

Kasinoet skal føre et dagligt regnskab.

Stk. 2 Regnskabet omfattet af stk. 1 skal indeholde oplysninger om:

  • 1) dato, tid og årstal,

  • 2) hvor mange kontanter, der har været i boksen i hvert enkelt spillebord,

  • 3) værdien af spillemærker, som er øremærket til pokerjackpotten,

  • 4) hvor mange kontanter, der er vekslet til spillemærker i hver enkelt vekselkasse,

  • 5) værdien af spillemærker, der er vekslet til kontanter i hver enkelt vekselkasse, og

  • 6) udbetalinger, der er sket i checks eller gennem pengeinstitut.

Stk. 3 Regnskabet skal efterses og attesteres af mindst to af kasinoets ansatte.

§ 36

Kasinoet skal opbevare attestationer efter §§ 32, 33 og 35 i 5 år.