Kapitel 2 Registrering og legitimering m.v.
Kasinoet skal registrere oplysninger om enhver ankommende gæsts identitet, herunder navn og adresse samt cpr-nummer eller anden lignende oplysning, hvis den pågældende ikke har et cpr-nummer. Kasinoet skal registrere gæstens ankomsttidspunkt.
Stk. 2 De registrerede oplysninger skal bekræftes ved legitimation i forbindelse med gæstens ankomst til kasinoet. Omfanget af legitimationen skal fastlægges ud fra en risikovurdering, således at kasinoet er sikker på, at gæsten er den person, som gæsten udgiver sig for at være.
Stk. 3 Er der tvivl om, hvorvidt tidligere registrerede oplysninger om gæstens identitet er tilstrækkelige, skal der kræves ny legitimation.
Gæster skal under deres ophold i kasinoet på begæring af kasinoets ansatte eller Spillemyndigheden forevise legitimation.