Bekendtgørelse om ledelse og styring af Lønmodtagernes Dyrtidsfond Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1389 af 24. november 2016

Kapitel 4 Organisation og ansvarsfordeling
Opgaver og ressourcer
§ 9

Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal være indrettet i organisatoriske enheder med klart definerede arbejdsopgaver, og alle medarbejdere skal have klare beføjelser, ansvarsområder og referencelinjer. Det skal være klart for de enkelte enheder og medarbejdere, hvilke opgaver der skal udføres, og hvordan opgaverne skal udføres.

Stk. 2 De organisatoriske enheder i Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal være bemandet ressource- og kompetencemæssigt således, at enhederne på betryggende vis kan løse de opgaver, det påhviler enhederne at udføre.

Information af bestyrelsen og øvrige ledelsesniveauer m.v.
§ 10

Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal være indrettet således, at den information, der skal tilgå bestyrelsen, direktionen og ledelsen på øvrige organisatoriske niveauer, kan tilgå disse i retvisende og dækkende form for disses arbejde, herunder inden for tidsmæssige rammer og i en form, der sikrer, at eventuelle foranstaltninger kan sættes i værk uden unødigt ophold.

Forebyggelse af interessekonflikter
§ 11

Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal have procedurer for håndtering og forebyggelse af interessekonflikter.

Stk. 2 Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal være indrettet således, at der er betryggende funktionsadskillelse.

Stk. 3 Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal have funktionsadskillelse på investeringsområdet, der indebærer, at medarbejdere, der er involveret i indgåelse af handler og risikotagning, ikke må

  • 1) varetage eller udføre handlernes afvikling,

  • 2) varetage interne kontroller,

  • 3) have ansvar for værdiansættelse og opgørelse af resultater og risici, eller

  • 4) have ansvar for udarbejdelse af rapportering.

Stk. 4 Hvis funktionsadskillelse ikke opretholdes i overensstemmelse med stk. 2-3, skal der indføres betryggende kompenserende foranstaltninger, jf. § 1, der skal sikre, at der ikke påføres Lønmodtagernes Dyrtidsfond unødige risici eller tab.