Direktionen skal sikre, at der foretages kontrol af alle væsentlige risikobehæftede opgaver, herunder
-
1) overholdelse af samtlige grænser fastsat af bestyrelsen i henhold til § 7, stk. 1, nr. 1, i de til direktionen givne retningslinjer og grænser fastsat i lovgivningen,
-
2) overholdelse af videregivne beføjelser,
-
3) dispositioner, hvor Lønmodtagernes Dyrtidsfond handler i henhold til fuldmagt fra kunder eller modparter, og hvor Lønmodtagernes Dyrtidsfond har forpligtet sig til at overholde grænser for risici, herunder placeringsgrænser, og
-
4) andre opgaver, som af anden årsag kan medføre væsentlige økonomiske eller andre væsentlige risici for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, herunder disponering af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds konti og opgaver i forbindelse med fremskaffelse eller udarbejdelse af grundlag for regnskab.
Stk. 2 Kontrol skal udføres af en anden enhed end den, der har udført opgaven, så interessekonflikter undgås. Det gælder dog ikke kontroller, der har karakter af afstemning, overvågning af, om forretningsgange overholdes, fejlfinding eller lignende, med mindre dette i det konkrete tilfælde ikke er betryggende.
Stk. 3 Kontroller omfattet af stk. 1 og 2 skal foretages med passende intervaller, afhængigt af aktivitetens størrelse, den enkelte risikos væsentlighed og størrelse set i forhold til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds forretningsmodel, aktivitetsområde og kompleksiteten af de pågældende risici. Kontrollerne skal, hvor der løbende sker dispositioner hen over dagen, omfatte overholdelse af grænser intra-dag. Intra-dag kontroller kan, hvor dette er betryggende, foretages på stikprøvebasis.
Stk. 4 Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal have passende overvågning af, at administrative opgaver udføres på en betryggende og ensartet måde, og at forretningsgange m.v. bliver overholdt.