Bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021

I medfør af § 19, stk. 2 og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020 fastsættes:

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Livsforsikringsvirksomhed: Forsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 i lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed: Forsikringsvirksomhed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2 i bilag 7 i lov om finansiel virksomhed.

Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed
§ 3

Forsikringsselskaber skal forvalte livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesvirksomhed særskilt. Forvaltningen skal ske på en måde så,

  • 1) de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke tilsidesættes, og

  • 2) overskuddet fra livsforsikring udelukkende kommer de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis selskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Stk. 2 Forsikringsselskaber skal sikre, at der i forretningsgange, politikker og retningslinjer er truffet de nødvendige foranstaltninger for at overholde kravet om særskilt forvaltning mellem livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

§ 4

Forsikringsselskaber skal opgøre:

  • 1) Et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til dets livsforsikringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet skal beregnes som om, at forsikringsselskabet kun udøver livsforsikringsvirksomhed.

  • 2) Et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til dets syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet skal beregnes som om, at forsikringsselskabet kun udøver syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Stk. 2 Forsikringsselskaber skal til enhver tid være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag, der kan dække det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden, og et basiskapitalgrundlag, der kan dække det teoretiske minimumskapitalkrav for syge- og ulykkesforsikringsvirksomheden.

Stk. 3 De finansielle minimumsforpligtelser, jf. stk. 2, der kræves opfyldt i relation til henholdsvis livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.

Stk. 4 Når forsikringsselskabet opfylder de teoretiske minimumskapitalkrav, jf. stk. 2 og 3, må forsikringsselskabet anvende

  • 1) anerkendte elementer i kapitalgrundlaget for syge- og ulykkesforsikringsvirksomheden, som overstiger virksomhedens teoretiske minimumskapitalkrav inden for syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, til helt eller delvist at dække forskellen imellem det teoretiske solvenskapitalkrav for livsforsikringsvirksomhed, der er defineret i art. 252, stk. 11, i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomhed og

  • 2) anerkendte elementer i kapitalgrundlaget for livsforsikringsvirksomheden, som overstiger virksomhedens teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikringsvirksomhed, til helt eller delvist at dække forskellen imellem det teoretiske solvenskapitalkrav for syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, der er defineret i art. 252, stk. 6, i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og det teoretiske minimumskapitalkrav for syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Stk. 5 Forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet, inden forsikringsselskabet gør brug af muligheden i stk. 4.

§ 5

Forsikringsselskaber skal føre interne særskilte opgørelser, hvor det fremgår, hvordan resultatet for henholdsvis livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring er opnået.

Stk. 2 Samtlige indtægter og udgifter skal opdeles efter deres oprindelse i de interne særskilte opgørelser. Indtægter omfatter særligt præmier, indbetalinger fra genforsikring og investeringsafkast. Udgifter omfatter særligt forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsikringspræmier og forsikringsadministrationsudgifter.

Stk. 3 Finanstilsynet skal godkende de fordelingsmetoder hvorefter poster, der er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i de interne særskilte opgørelser.

Stk. 4 Forsikringsselskaber skal udarbejde et dokument på grundlag af de interne særskilte opgørelser, hvori de basiskapitalelementer, der fremgår af art. 69-73 i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og som medgår til dækning af hvert af de opgjorte teoretiske minimumskapitalkrav, jf. § 4, stk. 1, er klart identificeret og overholder kravene til dækning af minimumskapitalkravene.

§ 6

Forsikringsselskaber skal indberette de interne særskilte opgørelser for henholdsvis livforsikringsvirksomheden og syge- og ulykkesvirksomheden til Finanstilsynet. Indberetningerne skal for hver af de to virksomhedsformer indeholde følgende:

  • 1) Resultatopgørelse.

  • 2) Balance.

  • 3) Kapitalgrundlag, som er opdelt i overensstemmelse med § 5, stk. 4.

  • 4) Kapitalplan, herunder relevante stressscenarier.

Stk. 2 Forsikringsselskaber skal sammenligne de opnåede resultater, som er opgjort i overensstemmelse med de interne særskilte opgørelser, med de forventede resultater, som fremgår af kapitalplanen for den pågældende opgørelsesperiode. På baggrund af sammenligningen skal forsikringsselskaber redegøre for, hvilke beslutninger der er truffet i tilfælde af væsentlige afvigelser fra de forventede resultater i forhold til driften af henholdsvis livforsikringsvirksomheden og syge- og ulykkesvirksomheden. Forsikringsselskaber skal som led i redegørelsen belyse de forventede effekter af beslutningerne med udgangspunkt i forretningsmodellen og kapitalplanen. Redegørelserne skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med den øvrige indberetning af de interne særskilte opgørelser, jf. stk. 1.

Stk. 3 Indberetning af de interne særskilte opgørelser, jf. stk. 1, og indsendelse af redegørelser, jf. stk. 2, skal foretages en gang årligt, senest 14 uger efter kalendersårets afslutning.

Stk. 4 Finanstilsynet kan efter anmodning dispensere fra tilsynsindberetningskravene, jf. stk. 1 og stk. 2, hvis indberetning af dele eller samtlige af disse oplysninger må anses som uforholdsmæssigt byrdefulde i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til selskabets virksomhed.

§ 7

Forsikringsselskaber skal udarbejde en finansieringsplan i overensstemmelse med § 248 b i lov om finansiel virksomhed for den pågældende virksomhedsform, hvis de basiskapitalelementer, der er nævnt i § 5, stk. 4, ikke er tilstrækkelige til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for en af forsikringsvirksomhedsformerne.

Stk. 2 Finanstilsynet kan tillade overførsel af basiskapitalelementer fra den ene virksomhedsform til den anden, i de tilfælde som er nævnt i stk. 1, uanset kravet i § 4, stk. 3.

Straffebestemmelser
§ 8

Overtrædelse af § 3, § 4, stk. 1-3 og 5, § 5, stk. 1-2 og 4, samt § 7, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden
§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed ophæves.