Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018

Aflønningsudvalg
§ 17

Arbejdsmarkedets Tillægspension kan nedsætte et aflønningsudvalg.

Stk. 2 Formanden samt medlemmerne af aflønningsudvalget skal være medlem af bestyrelsen. Aflønningsudvalget skal sammensættes således, at medlemmerne tilsammen har den fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at forstå og overvåge virksomhedens lønpolitik og -praksis, risikostyring og kontrolaktiviteter, navnlig for så vidt angår tilpasning af aflønningsstrukturen til risikoprofilen og forvaltning af likviditet, og er i stand til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af, om virksomhedens aflønning, herunder lønpolitik og tilhørende forretningsgange, er i overensstemmelse med § 23 b, stk. 1, nr. 9, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, samt bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Aflønningsudvalget kan forestå det forberedende arbejde for bestyrelsens beslutninger vedrørende aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger herom, som kan have indflydelse på virksomhedens risikostyring, og i den forbindelse forestå følgende:

  • 1) Aflønningsudvalget kan rådgive bestyrelsen om udformning af lønpolitikken, bistå bestyrelsen med at påse overholdelsen af lønpolitikken i praksis, og vurdere, om lønpolitikken er opdateret, herunder hvis nødvendigt komme med forslag til opdateringer af lønpolitikken.

  • 2) Aflønningsudvalget kan sikre, at oplysningerne forelagt for repræsentantskabet om virksomhedens lønpolitik og -praksis samt oplysningerne efter § 10, stk. 1, nr. 2, litra a-b, er tilstrækkelige.

  • 3) Aflønningsudvalget kan vurdere, om virksomhedens processer og systemer i forhold til aflønningsstrukturen, er tilstrækkelige og tager højde for virksomhedens risici, samt sikre, at virksomhedens lønpolitik og -praksis er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og er i overensstemmelse med virksomhedens forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

  • 4) Aflønningsudvalget kan vurdere virksomhedens og forretningsenhedernes samlede resultater og sikre, at direktøren har evalueret de resultatkriterier, der har dannet grundlag for beregningen af variabel løn til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf. § 10, stk. 1, nr. 5.

  • 5) Aflønningsudvalget kan kontrollere udvalgte evalueringer foretaget af direktøren, jf. nr. 4, for at teste om betingelserne i § 10, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

  • 6) Aflønningsudvalget kan sikre, at de uafhængige kontrolfunktioner og andre relevante funktioner inddrages i det omfang, det er nødvendigt for gennemførelsen af opgaverne i nr. 1-5, og i det omfang det er nødvendigt søge ekstern rådgivning.

Stk. 4 Aflønningsudvalget kan varetage andre opgaver vedrørende aflønning. Udvalget skal i det forberedende arbejde varetage virksomhedens langsigtede interesser, herunder også i forhold til medlemmernes og offentlighedens interesse.