Kapitel 5 Gennemførelse af tilsyn i godkendelsesperioden
For at sikre, at kravene for opnåelse af godkendelse i henhold til denne bekendtgørelse overholdes af godkendelsesindehaveren i byggevarens godkendelsesperiode, skal der foreligge en aftale om et årligt tilsyn imellem godkendelsesindehaveren og et akkrediteret inspektionsorgan, jf. denne bekendtgørelses § 11.
Stk. 2 Kravet om tilsyn gælder for alle byggevarer godkendt i henhold til denne bekendtgørelse.
Stk. 3 Tilsyn gennemføres i henhold til den aftale om tilsyn, som godkendelsessekretariatet har godkendt, jf. denne bekendtgørelses § 11. Det årlige tilsyn gennemføres af tilsynsorganet som dokumentkontrol, der består af en gennemgang af godkendelsesindehaverens egenkontrol, herunder den etablerede modtage- og færdigvarekontrol.
Stk. 4 Hvis den årlige gennemgang ikke giver en tilstrækkelig sikkerhed for, at byggevarerne overholder kravene i denne bekendtgørelse, kan godkendelsessekretariatet pålægge godkendelsesindehaveren at fremsende yderligere dokumentation i henhold til denne bekendtgørelse. Denne dokumentation kan bestå af:
-
1) inspektion,
-
2) prøveudtagning,
-
3) migrationsprøvning og
-
4) vejning.
Stk. 5 Tilsyn for armaturer skal omfatte prøvning i henhold til denne bekendtgørelses bilag 1.
Efter gennemførelse af tilsyn udarbejder tilsynsorganet en rapport, som godkendelsesindehaveren fremsender til godkendelsessekretariatet. Rapporten indeholder en vurdering af, hvorvidt de fastlagte bestemmelser i aftalen imellem tilsynsorgan og godkendelsesindehaveren er opfyldt.
Tilsynsorganet er forpligtet til straks at rapportere direkte til godkendelsessekretariatet, hvis det ved tilsynet konstateres, at de fastlagte bestemmelser i aftalen imellem tilsynsorgan og godkendelsesindehaveren ikke er opfyldt.