En dansk UCITS, der allerede udøver virksomhed og herefter får tilladelse som feederinstitut, eller som har fået tilladelse til at investere i et nyt masterinstitut, skal give investorerne de oplysninger, der fremgår af § 12, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v. og artikel 64, stk. 1, i UCITS-direktivet, på papir eller på et andet varigt medium.
Stk. 2 Hvis oplysningerne skal udleveres til alle eller nogle af investorerne på et andet varigt medium end papir, skal følgende betingelser opfyldes:
-
1) Udleveringen af oplysningerne skal foregå på en måde, der er passende i forhold til, hvordan forretningerne mellem investoren og den danske UCITS henholdsvis dens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab udføres eller skal udføres.
-
2) Den investor, som oplysningerne skal gives til, skal specifikt vælge at få oplysningerne på et andet varigt medium end papir, når den pågældende får valget mellem oplysninger på papir eller på et andet varigt medium.
Stk. 3 Ved anvendelsen af stk. 1 og 2 anses udlevering af oplysninger ved hjælp af elektronisk kommunikation for at være foregået på en måde, der er passende i forhold til, hvordan forretningsrelationerne mellem den danske UCITS henholdsvis dens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og investoren videreføres eller skal videreføres, hvis der er dokumentation for, at investoren har adgang til internettet med jævne mellemrum. Hvis investoren opgiver en e-mail-adresse med henblik på de pågældende forretninger, betragtes det som en sådan dokumentation.
Stk. 4 Fremgår de i stk. 1 nævnte oplysninger af indkaldelsen til en generalforsamling, der skal træffe beslutning om at ændre en dansk UCITS’ formål således, at den kan investere som feederinstitut, eller fordi det masterinstitut, feederinstituttet investerer i, fremgår af den danske UCITS’ vedtægter, kan indkaldelsen erstatte den nævnte udlevering af oplysninger på papir eller anden måde, jf. stk. 2.