Kapitel 2 Afsætning af skel
For at der kan registreres nye skel ved udstykning eller matrikulering eller ved arealoverførsel til en samlet fast ejendom, skal der for Geodatastyrelsen foreligge erklæring fra ejerne af de berørte ejendomme om, at de godkender skellet, som det fremgår af målebladet, og som det er blevet markeret på stedet.
Stk. 2 Når offentlig vej eller sti udskilles ved arealoverførsel eller ejendomsberigtigelse, skal der foreligge erklæring fra ejerne af de ejendomme, arealet overføres fra, om, at de godkender det afsatte skel. Erklæringerne kan erstattes af
-
1) erklæring fra landinspektøren om, at landinspektøren har givet de pågældende ejere skriftlig meddelelse om skelafsætningen, og at de har haft en frist på mindst 4 uger til at forlange skellet påvist af landinspektøren, og
-
2) erklæring fra de ejere, som har krævet skellet påvist, om, at de godkender det afsatte skel.
Ved afsætning af skel skal landinspektøren undersøge, om ejendomsgrænsen på stedet er i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed.
Stk. 2 Hvis der ikke er overensstemmelse som nævnt i stk. 1, eller hvis der i øvrigt kan være tvivl om skellets rette beliggenhed, skal landinspektøren give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet afsættes. Landinspektøren må derefter tage stilling til, om skellet kan afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger, eller om forholdet skal søges ordnet efter reglerne om ejendomsberigtigelse, arealoverførsel eller teknisk ændring eller ved skelforretning.
Stk. 3 Når et bestående skel, der er i overensstemmelse med matriklens oplysninger, afmærkes, skal landinspektøren underrette naboejerne om skelafmærkningen.