Kapitel 22 Matrikulær forandring af ejerlejlighedsejendomme og arealer med bygning på fremmed grund
Når en bygning, der tilhører en anden end ejeren af den samlede faste ejendom eller det underliggende umatrikulerede areal, ved en matrikulær forandring får beliggenhed på en anden ejendom, skal den matrikulære sag indeholde oplysning om identifikationsnummeret (BFE-nummeret) på den ejendom, hvor bygningen er beliggende efter den ønskede forandring.
Hvis arealoverførsel eller udstykning fører til, at bygninger på fremmed grund, som er repræsenteret med et identifikationsnummer (BFE-nummer), får beliggenhed på forskellige ejendomme, skal der i den matrikulære sag foreligge kvittering fra Vurderingsstyrelsen, hvoraf fremgår, at landinspektøren har afgivet forslag til den påtænkte sammenhæng mellem identifikationsnumre (BFE-numre) og BBR-objekter.
Stk. 2 Hvis arealoverførsel eller udstykning fører til, at bygninger registreret på ét bygningsblad i tingbogen får beliggenhed på forskellige ejendomme, påhviler det den landinspektør, der indsender den matrikulære sag at sikre, at Geodatastyrelsen, jf. tinglysningslovens § 19, stk. 1, kan anmode Tinglysningsretten om at oprette et nyt bygningsblad i tingbogen for den udskilte del, og at stedfæstelsen bliver ændret for det afgivende bygningsblad i tingbogen.
Før registrering eller notering af en matrikulær forandring, der medfører, at en samlet fast ejendom opdelt i ejerlejligheder ændrer identifikationsnummer (BFE-nummer), skal den matrikulære sag indeholde oplysning om ejerlejlighedsejendommens identifikationsnummer (BFE-nummer) efter den ønskede forandring.