Før arealoverførsel af et umatrikuleret areal fremkommet ved inddæmning, tørlægning eller opfyldning på søterritoriet, skal der foruden meddelelse fra Tinglysningsretten efter § 13, stk. 1, foreligge dokumentation for, at Kystdirektoratet har givet tilladelse til anlægsarbejdet. Ved arealoverførsel af et umatrikuleret areal indvundet i Danmarks eksklusive økonomiske zone, skal der foruden meddelelse fra Tinglysningsretten efter § 13, stk. 1, foreligge dokumentation for, at der er givet tilladelse til anlægsarbejdet.
Stk. 2 Er arealet fremkommet ved opfyldning m.v. inden for de dækkende værker i en havn omfattet af § 1 i havneloven, kan en udtalelse fra Kystdirektoratet om, at opfyldning m.v. i henhold til § 2, stk. 2, i havneloven kan udføres uden tilladelse eller om, at Trafikstyrelsen har meddelt tilladelse til opfyldning m.v., træde i stedet for en tilladelse efter stk. 1. Det samme gælder, hvis arealoverførslen angår et fast anlæg, som er omfattet af den nævnte regel.