Kapitel 6 Afholdelse af valg til koncernrepræsentation
Koncernvalgudvalget skal foranledige, at der nedsættes et valgmandskollegium snarest muligt efter, at beslutningen om koncernrepræsentation er vedtaget, dog senest 6 uger efter bekendtgørelsen af valgdatoen, jf. denne bekendtgørelses § 39, stk. 2. I så fald udøves retten til at vælge koncernrepræsentanter til moderselskabets øverste ledelsesorgan af et valgmandskollegium. Bestemmelserne i denne bekendtgørelses §§ 39-43 finder anvendelse på valget med de fornødne tilpasninger.
Stk. 2 Koncernvalgudvalget kan i enighed beslutte at gennemføre valget som et direkte valg.
Stk. 3 Hvis koncernvalgudvalget har truffet beslutning efter stk. 2, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelses kapitel 5 anvendelse med de fornødne tilpasninger.
Stk. 4 Koncernvalgudvalget kan i enighed beslutte at fravige fristen i stk. 1, jf. dog denne bekendtgørelses § 37, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt.
Valgmandskollegiet skal bestå af selskabsrepræsentanterne i hvert enkelt koncernselskab.
Stk. 2 I koncernselskaber, hvor der ikke er selskabsrepræsentanter, foranlediger koncernvalgudvalget, at selskabets medarbejdere blandt sig vælger 2 medlemmer til valgmandskollegiet og eventuelle suppleanter for disse. Hver medarbejder kan kun afgive én stemme til fordel for en kandidat til valgmandskollegiet.
Hvert koncernselskabs medlemmer af valgmandskollegiet kan tilsammen afgive 4 stemmer for hver påbegyndt 35 medarbejdere i det koncernselskab, hvor de er udpeget. Antallet af medarbejdere i det enkelte koncernselskab opgøres på tidspunktet for valgdatoens offentliggørelse. Antallet af stemmer fordeles ligeligt mellem det enkelte koncernselskabs medlemmer af kollegiet. I tilfælde af overskydende stemmer fordeles disse ved lodtrækning blandt koncernselskabets medlemmer af valgmandskollegiet.
Stk. 2 Hvert medlem af valgmandskollegiet skal have et antal stemmesedler svarende til antallet af stemmer, vedkommende kan afgive efter stk. 1. Valget kan afholdes skriftligt, på e-mail eller lignende. Bestemmelsen i denne bekendtgørelses § 41, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 Hvert medlem af valgmandskollegiet kan på hver stemmeseddel kun afgive én stemme til fordel for én kandidat. Bestemmelsen i denne bekendtgørelses § 41, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Hvis der på samme stemmeseddel er afgivet stemmer til fordel for flere kandidater, eller hvis det ikke utvetydigt fremgår, på hvilken eller hvilke kandidater der er stemt, eller hvis der er opført andre navne eller rettet på stemmesedlen, skal stemmesedlen anses som ugyldig. Koncernvalgudvalget afgør i tvivlstilfælde, om en afgiven stemme er ugyldig.
Hvis et selskab samtidig er moderselskab i flere koncerner, afholdes valg af koncernrepræsentanter til dette moderselskabs øverste ledelsesorgan i én samlet valghandling, med mindre koncernvalgudvalget i enighed beslutter andet. Valget afholdes i den koncern, som består af de fleste koncernselskaber.
Stk. 2 I koncerner, hvor der i moderselskabet er valgt selskabsrepræsentanter i henhold til selskabslovens § 140, afholdes valg af koncernrepræsentanter første gang i forbindelse med udløbet af valgperioden for selskabsrepræsentanterne i moderselskabets øverste ledelsesorgan, med mindre koncernvalgudvalget i enighed beslutter andet.
Stk. 3 I koncerner, hvor der i moderselskabet er valgt koncernrepræsentanter i henhold til selskabslovens § 141, afholdes valg af selskabsrepræsentanter første gang i forbindelse med udløbet af valgperioden for koncernrepræsentanterne i moderselskabets øverste ledelsesorgan, med mindre valgudvalget i enighed beslutter andet.
Stk. 4 Koncernvalgudvalget kan i enighed beslutte at samordne valgperioden i moderselskab og datterselskaber.
Generalforsamlingen kan beslutte at udvide kredsen af de medarbejdere, der har valgret og er valgbare som koncernrepræsentanter i selskabets øverste ledelsesorgan, med medarbejdere i et eller flere udenlandske datterselskaber til et koncernselskab, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 2 Medarbejderne i det eller de udenlandske datterselskaber kan udnytte rettighederne efter stk. 1, hvis mindst halvdelen af de stemmeberettigede i det eller de udenlandske datterselskaber, jf. § 14, stk. 2, har stemt herfor i en ja/nej-afstemning herom. Koncernvalgudvalget står for gennemførelsen af ja/nej-afstemningen. Koncernvalgudvalget kan i enighed beslutte, at afstemningen ikke skal finde sted. Hvis det besluttes, at afstemningen ikke skal finde sted, skal der i stedet afholdes valg til koncernrepræsentation, jf. stk. 3.
Stk. 3 Er der truffet beslutning om en udvidelse, jf. stk. 1, og har mindst halvdelen af de stemmeberettigede i det eller de udenlandske datterselskaber stemt for at udnytte rettighederne, eller koncernvalgudvalget i enighed har besluttet, at afstemningen ikke skal finde sted, jf. stk. 2, træffer koncernvalgudvalget beslutning om gennemførelsen af koncernrepræsentationsvalget, herunder hvordan udvidelsen af kredsen af medarbejdere, der har valgret og er valgbare, med medarbejdere i udenlandske datterselskaber skal ske med henblik på at opnå den ønskede sammensætning af koncernrepræsentanter. Koncernvalgudvalget sikrer i den forbindelse, at valget gennemføres på betryggende vis, og at principperne om gennemsigtighed og ligebehandling iagttages, og at det organ, der eventuelt står for at gennemføre valget, har lige deltagelse af repræsentanter for medarbejderne og for direktionen.
Stk. 4 Er der truffet beslutning om en udvidelse, jf. stk. 1, og, har mindst halvdelen af de stemmeberettigede i det eller de udenlandske datterselskaber stemt for at udnytte rettighederne, jf. stk. 2, har medarbejdere i datterselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, ret til at vælge mindst ét medlem til moderselskabets øverste ledelsesorgan. Udgør medarbejderne i de datterselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, mere end 1/10 af de ansatte, der har valgret, i koncernens datterselskaber, har de ret til at vælge mindst to medlemmer til moderselskabets øverste ledelsesorgan.
Er der fremsat krav om en ja/nej-afstemning efter § 26, stk. 3, og foreligger der en generalforsamlingsbeslutning efter § 48, stk. 1, kan ja/nej-afstemningerne efter § 26, stk. 1, og § 48, stk. 2, afholdes samtidigt. En udvidelse af en ordning om koncernrepræsentation efter § 48 forudsætter, at der er etableret en ordning om koncernrepræsentation i de datterselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, eller at der er opnået flertal til etablering af en koncernrepræsentationsordning blandt medarbejderne i datterselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 26, stk. 1, jf. § 34, stk. 3.