Bekendtgørelse om medborgerskabsprøven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om medborgerskabsprøven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 452 af 13. maj 2024

Kapitel 7 Bortvisning fra prøve m.v.
§ 27

En prøvedeltager, der gribes i uretmæssigt at skaffe sig eller yde en anden prøvedeltager hjælp til besvarelse af et prøvespørgsmål eller i at forsøge herpå eller medbringer og benytter ikke-tilladte hjælpemidler til prøven, skal af lederen hos prøveafholder straks bortvises fra prøven.

§ 28

Opstår der under eller efter en prøve formodning om, at en prøvedeltager uretmæssigt har skaffet sig eller ydet en anden prøvedeltager hjælp eller har medbragt og benyttet sig af ikke-tilladte hjælpemidler, indberetter lederen straks dette til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Bliver formodningen bekræftet, og har handlingen fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen af prøven, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, at prøvebesvarelsen bortfalder.

Stk. 2 Opstår der i forbindelse med censors bedømmelse af en prøvebesvarelse formodning om, at en prøvedeltager uretmæssigt har skaffet sig eller ydet en anden prøvedeltager hjælp eller har medbragt og benyttet sig af ikke-tilladte hjælpemidler, indberetter censor straks dette til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Bliver formodningen bekræftet, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, at prøvebesvarelsen bortfalder.

Stk. 3 Opstår der efter udstedelsen af prøvebevis til en prøvedeltager formodning om, at prøvedeltageren uretmæssigt har skaffet sig eller ydet en anden prøvedeltager hjælp eller har medbragt og benyttet sig af ikke-tilladte hjælpemidler, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, at prøvebeviset bortfalder.

§ 29

Udviser en prøvedeltager forstyrrende adfærd under prøven, kan lederen hos prøveafholder bortvise prøvedeltageren fra prøven.