Bekendtgørelse om meddelelse og tilbagekaldelse af bemyndigelser og autorisationer til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for videoretsmøder m.v. § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1489 af 7. december 2015

Autorisation til fysiske eller juridiske personer
§ 2

Domstolsstyrelsen kan give autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for videoretsmøder til en fysisk eller juridisk person, som er at betragte som en professionel bruger af retterne, herunder en advokat eller tolk, eller til en anden fysisk eller juridisk person som kan sandsynliggøre, at kommunikationsmidlerne vil blive anvendt til videoretsmøder i et ikke ubetydeligt omfang, og hvis

  • 1) den fysiske eller juridiske person råder over tekniske faciliteter, som gør det muligt at afgive forklaringer under videoretsmøder på et kvalitetsmæssigt tilstrækkeligt højt niveau,

  • 2) de tekniske faciliteter er opsat og bliver anvendt i et lokale, hvis beskaffenhed egner sig til formålet,

  • 3) den fysiske eller juridiske person kan påvise, at videoretsmødet med de nævnte faciliteter og lokale kan foregå uden uberettiget indblanding af teknisk eller personlig karakter, og

  • 4) videoretsmødet i øvrigt må antages at kunne foregå med den fornødne fortrolighed og datasikkerhed samt i øvrigt på en retssikkerhedsmæssig betryggende måde.

Stk. 2 Autorisation kan ikke meddeles, hvis den fysiske eller juridiske person eller direktionen hos den juridiske person er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af autorisationen til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for videoretsmøder.

Stk. 3 For at en juridisk person kan få en autorisation efter stk. 1, skal den juridiske person have udpeget en fysisk person hos den juridiske person til at være ansvarlig for at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for videoretsmøder, og denne person må ikke være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller autorisationen.

Stk. 4 En fysisk eller juridisk person kan ikke blive meddelt autorisation efter stk. 1, hvis der i øvrigt er grund til at antage, at den fysiske eller juridiske person eller direktionen hos den juridiske person eller personen som angivet i stk. 3, ikke vil udøve stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.

Stk. 5 De nærmere tekniske, lokalemæssige og andre fornødne specifikationer til opfyldelse af kravene i stk. 1, nr. 1-4, og de kriterier som bl.a. indgår i vurderingen af, om de enkelte krav er opfyldt, er beskrevet i bilag 1.

Stk. 6 Det er en betingelse for at få en autorisation, at Domstolsstyrelsens personale og andre repræsentanter for Domstolsstyrelsen til enhver tid vil kunne få adgang til at teste og kontrollere faciliteterne, lokalets egnethed m.v. i forhold til overholdelsen af kravene i stk. 1, nr. 1-4. Det gælder både i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om autorisation og i hele autorisationsperioden. Domstolsstyrelsens personale og andre repræsentanter for Domstolsstyrelsen vil både skulle have adgang til at foretage test og kontrol af egen drift eller på baggrund af en henvendelse.