Arbejdsgiver skal beregne lønmodtagerens samlede antal timer i lønperioden. I beregningen indgår både arbejdstimer og de timer under ansættelsesforholdet, der kan sidestilles med arbejdstimer, uanset at der ikke præsteres nogen arbejdsydelse, jf. stk. 2, 3 og 4.
Stk. 2 Arbejdsgiveren skal medregne timer, som sidestilles med arbejdstimer, når arbejdsgiveren udbetaler løn eller yder anden betaling, herunder:
-
1) afspadseringstimer og fritimer til opvejning af ubekvem arbejdstid,
-
2) barselsfravær,
-
3) fravær på grund af barns sygdom,
-
4) fravær på grund af omsorgsdage, feriefridage, børnefamiliefridage og seniorfridage,
-
5) fravær på grund af orlov,
-
6) genindkaldelse til aftjening af værnepligt,
-
7) skole- eller kursusophold,
-
8) rådighedsvagt eller lignende,
-
9) perioder, hvor lønmodtageren modtager rådighedsløn eller ventepenge ifølge lov om tjenestemænd eller i henhold til de kommunale tjenestemandsregulativer eller reglementer, jf. § 2, stk. 1, litra b, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, opsigelsesperioder, hvor lønmodtageren er opsagt, jf. § 2, stk. 1, litra c, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, uanset om den pågældende er fritstillet, og
-
10) perioder, hvor arbejdsgiveren ikke kan eller vil benytte medlemmets arbejdskraft, men har pligt til at betale lønnen.
Stk. 3 Arbejdsgiver skal medregne sygdomsperioder og fraværstimer på grund af forebyggende graviditetsundersøgelser, uanset om arbejdsgiveren udbetaler løn eller dagpenge.
Stk. 4 Når lønnen udbetales månedsvis, og ATP-bidrag beregnes efter reglerne for månedslønnede, jf. bilag 1-6, medregnes timer, hvor lønmodtageren holder ferie med løn eller feriegodtgørelse. Timer med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver medregnes dog ikke.
Stk. 5 Arbejdsgiver skal ikke medregne ferietimer og søgnehelligdage, når ATP-bidrag beregnes efter reglerne for 14-dages lønnede eller ugelønnede, jf. bilag 1-6.