Kapitel 1 Formål og anvendelsesområde
Bekendtgørelsen fastsætter administrationsgrundlaget for afgivne tilsagn om tilskud mv. fra Statens Kunstfond til aktiviteter mv. i perioden 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020, hvor aktiviteten mv. ikke kan påbegyndes eller gennemføres, herunder aflyses, som følge af myndighedernes foranstaltninger knyttet til COVID-19.
Stk. 2 Ved tilsagn om tilskud mv. fra Statens Kunstfond til internationale aktiviteter mv. i perioden 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020, gælder stk. 1 tillige for udenlandske myndigheders foranstaltninger knyttet til COVID-19 i det eller de lande, hvor aktiviteten mv. har været planlagt gennemført.
Tilsagn om tilskud mv. fra Statens Kunstfond omfatter alle former for legater, stipendier, projekttilskud, indkøb af værker, samt underskudsgarantier mv. til kunstneriske formål inden for Statens Kunstfonds virkeområde, der er afgivet med henblik på anvendelse i perioden 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020.
Stk. 2 Driftstilskud er ikke omfattet.