Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts til juni 2021 til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1124 af 27. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1477 af 22. juni 2021, bekendtgørelse nr. 1803 af 8. september 2021, bekendtgørelse nr. 2717 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 655 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1341 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1639 af 21. december 2022

Kapitel 5 Kontrol, tilsyn og sanktioner
Slutafregning og tilbagebetaling af kompensation
§ 14

Virksomheden skal senest den 28. februar 2023, jf. dog stk. 2, indsende en opgørelse over virksomhedens faktiske omsætning samt virksomhedens faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Virksomheder, som ikke har haft adgang til at indsende opgørelsen efter stk. 1 som følge af Erhvervsstyrelsens forhold, modtage en invitation hertil med en frist på 60 dage.

Stk. 3 Hvis virksomheden modtager kompensation efter § 4, stk. 3, og seneste resultat er negativt, opgøres kompensationen efter § 6, stk. 1, jf. dog 2. pkt. Virksomheder, der kan opnå en højere kompensation, dog maksimalt den opnåede kompensation efter § 3, stk. 3-5, ved at opgøre kompensationen efter en beregning, hvor I) resultat pr. dag i seneste resultat fratrukket resultat pr. dag i kompensationsperioden II) multipliceret med antallet af dage i kompensationsperioden, kan anvende dette som kompensationsgrundlag, hvis virksomheden indsender resultat for kompensationsperioden inden for fristen i stk. 1.

Stk. 4 Hvis virksomheden er omfattet af § 4, stk. 2, skal virksomheden oplyse koncernens faktiske udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden inden for fristen i stk. 1.

Stk. 5 Virksomheden kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1, ændre kompensationsperioden til en kortere periode fastlagt i § 2, nr. 10. Den kortere periode skal ligge inden for den i ansøgningen godkendte kompensationsperiode.

Stk. 6 Virksomheder, som har haft forbud mod at holde åbent, jf. § 1, stk. 3, kan i forbindelse med slutafregningen særskilt anmode om kompensation for perioderne, hvor virksomheden har haft forbud mod at holde åbent.

Stk. 7 Virksomheden kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1 ændre valg af statsstøtteordning. Ved ændret valg af statsstøtteordning kan virksomheden vælge at være omfattet af § 1, stk. 1 eller én eller flere af restriktionerne i § 1, stk. 2-6. Kompensationsperioden, jf. § 2, nr. 10, skal være den samme som i den godkendte ansøgning, eller en kortere periode inden for denne kompensationsperiode. Vælger virksomheden at være omfattet af § 1, stk. 1, skal virksomheden begrunde hvorfor omsætningsnedgangen skyldes udbruddet af COVID-19. Vælger virksomheden at være omfattet af § 4, stk. 3, skal virksomheden begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes de valgte restriktioner samt oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner. Virksomheden kan anvende samme referenceomsætning som i den godkendte ansøgning. Såfremt denne referenceomsætning ikke er retvisende, skal virksomheden anvende en ny referenceomsætning, der vil blive lagt til grund for slutafregningen. Hvis virksomheden vælger at anvende ny referenceomsætning eller være omfattet af § 4, stk. 3 og seneste resultat er negativt, jf. § 2, nr. 12, vil det kræve en ny revisorerklæring efter § 11. Der ydes ikke godtgørelse for denne revisorerklæring.

Stk. 8 Virksomheder, der modtager kompensation efter § 4, stk. 3, kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1 tilvælge at være omfattet af yderligere restriktioner omfattet af § 4, stk. 3. Virksomheden skal begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes eventuelt nyvalgte restriktioner samt oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner.

Stk. 9 Såfremt virksomheden, der er omfattet af § 4, stk. 3, har en omsætningsnedgang direkte knyttet til de i ansøgningen godkendte restriktioner på mindre end 35 pct., eller Erhvervsstyrelsen i forbindelse med slutafregningen afviser, at virksomheden er ramt af én eller flere af de i ansøgningen angivne restriktioner, jf. § 1, stk. 2-6, kan virksomheden angive at være omfattet af § 1, stk. 1 eller én eller flere øvrige restriktioner i § 1, stk. 2-6. Kompensationsperioden for eventuelt nyvalgte restriktioner skal være den samme som for de afviste restriktioner, eller en kortere periode inden for denne kompensationsperiode. Virksomheden skal begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes de valgte restriktioner. Vælger virksomheden at være omfattet af § 4, stk. 3, skal virksomheden oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner. Virksomheden kan anvende samme referenceomsætning som i den godkendte ansøgning. Såfremt denne referenceomsætning ikke er retvisende, skal virksomheden anvende en ny referenceomsætning, der vil blive lagt til grund for slutafregningen. Hvis virksomheden vælger at anvende ny referenceomsætning eller være omfattet af § 4, stk. 3 og seneste resultat er negativt, jf. § 2, nr. 12, vil det kræve en ny revisorerklæring efter § 11. Der ydes ikke godtgørelse for denne revisorerklæring.

Stk. 10 Hvis virksomhedens faktiske omsætning i kompensationsperioden, faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden eller øvrige oplysninger afgivet efter dette kapitel, afviger fra det i ansøgningen anførte, jf. § 10, træffer Erhvervsstyrelsen på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Erhvervsstyrelsen kan til brug for sagsbehandlingen indhente supplerende oplysninger og dokumentation fra virksomheden. Efterreguleringen sker i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om virksomhedens oplysninger, har resulteret i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.

Stk. 11 Hvis efterreguleringen af virksomhedens samlede kompensation for faste omkostninger efter bekendtgørelserne omtalt i § 5, stk. 2 samt denne bekendtgørelse, resulterer i en opjustering, så det samlede kompensationsbeløb bliver på mere end 60 mio. kr., er det en betingelse for udbetaling, jf. § 5, stk. 2, at virksomheden indsender en erklæring efter § 10, stk. 4.

Stk. 12 Virksomheder der, jf. stk. 11, har fået udbetalt kompensation på mere end 60 mio. kr. og derved omfattes af betingelsen i § 5, stk. 2, kan vælge at tilbagebetale kompensation modtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse, som er på mere end 60 mio. kr., og derved opnå at være undtaget fra betingelsen i § 5, stk. 2.

Stk. 13 Erhvervsstyrelsen kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis ikke den foreskrevne dokumentation indsendes inden for den i stk. 1, foreskrevne frist eller frist fastsat af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med krav om supplerende dokumentation, jf. stk. 10, samt hvis dokumentationen i øvrigt vurderes utilstrækkelig. Erhvervsstyrelsen kan ligeledes foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en virksomhed har fået mere eller mindre i kompensation, end virksomheden er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 14 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation til samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelsestidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Erhvervsstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over. Forældelsestidspunktet beregnes på baggrund af forældelseslovens almindelige regler.

Stk. 15 Viser resultatet af efterreguleringen efter dette kapitel, at virksomheden skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Erhvervsstyrelsen ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Stk. 16 Såfremt efterreguleringen efter dette kapitel resulterer i et tilbagebetalingskrav, og virksomheden er berettiget til revisorgodtgørelse efter § 7, stk. 8 eller § 16, stk. 2, foretager Erhvervsstyrelsen modregning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. stk. 14.

§ 15

Retten til kompensation bortfalder, hvis virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller har undladt at indsende dokumentation, jf. § 14, stk. 1 og 10.

Stk. 2 I de i stk. 1, nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

Stk. 3 Retten til godtgørelse efter § 7, stk. 8 og § 16, stk. 2, bortfalder og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis virksomheden endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov nr. 438 af 8. maj 2018 om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

§ 16

Erhvervsstyrelsen kan af virksomheden, dens ledelse og den revisor, som i henhold til § 11, stk. 1-4, har udarbejdet en erklæring, forlange de oplysninger, som er nødvendige for at dokumentere, at kravene i denne bekendtgørelse er overholdt. Erhvervsstyrelsen kan endvidere stille krav om, at de i medfør af § 14 indsendte oplysninger dokumenteres med bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 2 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden efter stk. 1, dog maksimalt 16.000 kr., hvis der ikke er modtaget mere end 250.000 kr. i kompensation for den periode efterreguleringen efter § 14, stk. 1, omfatter.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 8, stk. 2 og 3 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

§ 17

Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.

Stk. 2 Afdragsordningen løber i op til et år, eksklusiv eventuel rykkerperiode, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Virksomheden har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse virksomheden om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.