Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts til juni 2021 til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1124 af 27. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1477 af 22. juni 2021, bekendtgørelse nr. 1803 af 8. september 2021, bekendtgørelse nr. 2717 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 655 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1341 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1639 af 21. december 2022

§ 8

Der ydes ikke kompensation for omkostninger, som godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved huslejenedsættelse, forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, tilskud m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at virksomheden for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at virksomheden ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med virksomheden, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 3 Såfremt virksomheden indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem virksomheden og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 2, som hovedformål eller et af hovedformålene.