Bekendtgørelse om obligatoriske energiledelsessystemer og energisyn og klimasyn i visse virksomheder Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 761 af 18. juni 2024

Kapitel 5 Indberetning, rapportering, frister, dokumentation og tilsyn
§ 12

Opfyldelse af krav til §§ 3 og 13-16 skal indberettes til Energistyrelsen via virk.dk. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte anden praksis om indberetning.

§ 13

Virksomheder der gennemfører energisyn eller energigennemgange, jf. § 4, eller klimasyn, jf. § 8, skal som del af forpligtelsen udarbejde en handlingsplan. Handlingsplanen skal identificere foranstaltninger til gennemførelse af hver enkelt anbefaling, som er fundet ved gennemførelse, indførelse eller årlig efterprøvning, hvor det er teknisk eller økonomisk gennemførligt.

Stk. 2 Handlingsplaner, jf. stk. 1, skal underskrives af virksomhedens ledelse.

Stk. 3 Virksomheder underlagt § 3, stk. 2 og 3, offentliggør handlingsplaner, jf. stk. 1, på virksomhedens hjemmeside umiddelbart efter virksomhedens indberetning er blevet godkendt af Energistyrelsen. Virksomheder kan undtage anbefalinger fra offentliggørelse, såfremt de er omfattet af § 2, nr. 1, i lov om forretningshemmeligheder eller det omfattede energiforbrug eller CO2-udledning udelukkende anvendes til eller leverer tjenester til et endeligt formål, der vedrører forsvar og civilbeskyttelse.

Stk. 4 Virksomheder kan undtages stk. 1-3, såfremt de allerede offentliggør bæredygtighedsrapportering, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2022/2464 af 14. december 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 537/2014, direktiv 2004/109/EF, direktiv 2006/43/EF og direktiv 2013/34/EU for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering (Corporate Sustainability Reporting Directive), og såfremt bæredygtighedsrapporteringen allerede omfatter data fra energisyn og energigennemgange, jf. § 4, og klimasyn, jf. § 8.

§ 14

Virksomheder der indfører energiledelsessystemer, jf. § 3, stk. 1, eller miljøledelsessystemer, jf. § 5, stk. 2, til opfyldelse af § 3, stk. 1 eller 2, skal indberette relevant gyldigt certifikat, handlingsplan, jf. § 13, samt virksomhedens opgørelse af, hvor stor en del af virksomhedens energiforbrug, der er dækket af certifikatet, til Energistyrelsen.

Stk. 2 Hvis et element i virksomheden ikke er omfattet af energi- eller miljøledelse, skal der desuden være dokumentation for, at undtagelsen er berettiget, jf. § 5. stk. 1.

Stk. 3 Virksomheder der indfører miljøledelsessystemer, jf. § 5, stk. 2, til opfyldelse af § 3, stk. 1 eller 2, skal desuden indberette dokumentation for gennemførte gennemført energigennemgang, der opfylder kravene i § 4.

§ 15

Virksomheder omfattet § 3, stk. 2 og 3, skal indberette dokumentation for gennemførte energi- og klimasyn til Energistyrelsen. Indberetningen efter 1. pkt., skal bestå af

  • 1) en rapport, som beskriver energi- og klimasynets resultater i mere uddybende tekst og med relevante illustrationer, tabeller og grafer,

  • 2) en handlingsplan, jf. § 13,

  • 3) et skema udfyldt med nøgletal og andre centrale oplysninger om energi- og klimasynet, og

  • 4) en tjekliste udfyldt og underskrevet af den udførende ekspert.

Stk. 2 Relevante skabeloner til brug for indberetning efter stk. 1, vil fremgå af Energistyrelsens hjemmeside.

Stk. 3 Rapporten, jf. stk. 1, nr. 2, skal desuden

  • 1) udformes på dansk eller engelsk,

  • 2) indeholde dokumentation for overholdelse af §§ 4 og 8,

  • 3) indeholde dokumentation for berettiget undtagelse af visse elementer af virksomhedens energiforbrug, jf. § 5, stk. 1,

  • 4) udføres af en ekspert godkendt til at udføre energi- og klimasyn, jf. § 10, og indeholde dokumentation herfor, samt indeholde dokumentation for kvalitetssikring af udførte syn, jf. § 10, stk. 4, og

  • 5) underskrives af virksomheden.

§ 16

Virksomheder der ikke er omfattet § 3, stk. 1, der i et givent år har et energiforbrug over 85 TJ, og virksomheder der ikke er omfattet § 3, stk. 1-3, der i et givent år har et energiforbrug over 10 TJ, skal senest 3 måneder efter opgørelse af virksomhedens årlige energiforbrug, jf. § 12, gøre Energistyrelsen opmærksom på, at de i det givne år overstiger forbrugsgrænsen for forpligtelserne.

Stk. 2 Virksomheder der er omfattet af § 3, stk. 1, der i et givent år har et energiforbrug under 85 TJ, og virksomheder der er omfattet af § 3, stk. 1-3, der i et givent år har et energiforbrug under 10 TJ, skal senest 3 måneder efter opgørelse af virksomhedens årlige energiforbrug, gøre Energistyrelsen opmærksom på, at virksomheden i det givne år falder under forbrugsgrænsen for forpligtelserne i § 3, stk. 1 og 2.

§ 17

Virksomheder der, jf. bekendtgørelse 624 af 30. maj 2023 om obligatorisk energisyn i store virksomheder, tidligere har gennemført energisyn, skal, afhængigt af virksomhedens gennemsnitlig årlige energiforbrug i de foregående tre år, indføre et energiledelsessystem eller gennemføre et energisyn, jf. § 3, stk. 1 og 2, senest fire år efter deres senest godkendte energisyn.

Stk. 2 Virksomheder der, jf. bekendtgørelse 624 af 30. maj 2023 om obligatoriske energisyn i store virksomheder, har efterlevet forpligtelserne heri ved at indføre et energiledelsessystem eller miljøledelsessystem inkl. energigennemgang, skal, afhængigt af virksomhedens gennemsnitlig årlige energiforbrug i de foregående tre år, indføre et energiledelsessystem eller gennemføre et energisyn, jf. § 3 stk. 1 og 2, senest ved udløbet af deres senest indberettede certifikat.

§ 18

Energistyrelsen fører tilsyn med virksomheder godkendt som energi- og klimasynsudførende enheder efter § 10.

Stk. 2 Tilsyn efter stk. 1, kan indebære gennemgang af godkendte virksomheders grundlag for godkendelse, herunder kompetencer, jf. § 10, stk. 2, kvalitetssikringssystemer, jf. § 10, stk. 4, og udførte energi- og klimasyn. Den tilsynsførende skal til enhver tid have adgang til den fornødne data for tilsyn efter stk. 1.

Stk. 3 Energistyrelsen fører tilsyn med virksomheder underlagt forpligtelserne i § 3. Tilsyn efter 1. pkt., skal gennemføres således at virksomhederne ved eventuelle tilsynsbesøg har tilgængelige, opdateret data, der er lagt til grund for energi- og klimagennemgange, jf. §§ 4 og 8. Den tilsynsførende skal til enhver tid have adgang til virksomhedens anlæg, processer og produktionsenheder omfattet af forpligtelsen.

Stk. 4 Energistyrelsen kan i forbindelse med tilsyn opkræve gebyrer til dækning af omkostninger forbundet med tilsyn, jf. § 22.

Stk. 5 Virksomheder underlagt tilsynskrav forpligtes til at ajourføre deres kontaktoplysninger hos Energistyrelsen via virk.dk.