Energistyrelsen kan efter ansøgning godkende virksomheder som energi- og klimasynsudførende enheder, hvorefter virksomhedens ansatte kan udføre energi- og klimasyn for virksomheder omfattet af § 3, stk. 2 og 3.
Stk. 2 Godkendelse efter stk. 1 forudsætter, at virksomheden kan påvise en tilstrækkelig teknisk viden, herunder at mindst én af virksomhedens medarbejdere kan påvise
-
1) dokumentation på gennemført teknisk uddannelse på master eller bachelorniveau som civilingeniør, diplomingeniør, maskinmester eller lign., som er relevant i forhold til energiforbrug og energibesparelser i erhvervsvirksomheder, og
-
2) omfattende erhvervserfaring med energieffektivisering, omstilling i industrivirksomheder samt kortlægning af CO2-udledning inden for de seneste fem år, jf. stk. 3.
Stk. 3 Relevant erfaring anses for at være opnået, såfremt virksomheden ved rapporter, referencelister eller tilsvarende kan dokumentere
-
1) indgående kendskab til analyse af energiforsyning og energiforbrug, herunder forbrug af el, rumvarme, procesvarme og energi til transport,
-
2) teknisk ekspertise på et eller flere relevante energitekniske områder,
-
3) erfaring med kortlægning af CO2-udledning ifm. industrivirksomheder, og
-
4) erfaring med analyser af virksomheders økonomi ift. energiforbrug og CO2-udledning.
Stk. 4 Godkendelse til at udføre energi- eller klimasyn, efter stk. 1, forudsætter at virksomheder indfører og vedligeholder et kvalitetssikringssystem møntet på energi- og klimasyn. De procedurer, der er fastlagt i kvalitetssikringssystemet, skal sikre, at alle virksomhedens udførte energi- og klimasyn lever op til kravene i §§ 4 og 8. Kvalitetssikringssystemet skal til stadighed være opdateret i henhold til gældende regulering, enten gennem løbende justeringer eller årligt gennemsyn.
Stk. 5 Adgangen til godkendelse som energi- og klimasynsudførende enhed baseres på gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.
Stk. 6 Godkendelse efter stk. 1, forudsætter at virksomheder minimum hvert fjerde år fra seneste godkendelse som energi- og klimasynsudførende enhed, indberetter dokumentation for fortsat overholdelse af godkendelseskriterierne i stk. 2-4 til Energistyrelsen.
Stk. 7 Energistyrelsen fører tilsyn med godkendte enheder, jf. § 18.
Stk. 8 Energistyrelsen kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af godkendelser efter stk. 1. Tilbagekaldelsen kan bl.a. ske, såfremt der i forbindelse med tilsyn af udførte energi- og klimasyn konstateres, at den udførende enhed ikke har udvist tilstrækkeligt omhu i forbindelse med udførelsen af energi- eller klimasynet.
Stk. 9 Ansøgninger om godkendelse, jf. stk. 1, skal indsendes på dansk eller engelsk.