I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Certificering: Certificering udført som akkrediteret certificering af et certificeringsorgan, der er akkrediteret efter ISO/IEC 17021-1 til certificering i henhold til ISO 50001 og denne bekendtgørelse. Akkrediteringen skal være foretaget af DANAK Den Danske Akkrediteringsfond eller et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA´s (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse med hensyn til certificering af ledelsessystemer eller for certificeringsorganer udenfor EA’s område af et akkrediteringsorgan, der er medunderskriver af den relevante multilaterale aftale om gensidig anerkendelse under IAF’s (International Accreditation Forum).
-
2) CO2-udledning: Virksomhedens direkte udledninger af drivhusgasser fra kilder i en bygning eller gruppe af bygninger, en industri- eller handelsvirksomheds drift, anlæg og proces eller offentlig tjeneste, dog ikke medregnet udledning fra landbrugets biologiske processer.
-
3) Drivhusgasser: Kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O), hydro-fluorkarboner (HFC), perfluorkarboner (PFC), svovlhexafluorid (SF6) og andre gasformige bestanddele af atmosfæren, både natur- og menneske-skabte, som optager og genudsender infrarød stråling.
-
4) Energibærer: Brændsel, varme, vedvarende energi, elektricitet og andre former for energi.
-
5) Energiledelsessystem: En samling af elementer i en strategi, der er indbyrdes forbundne eller påvirker hinanden, og som indgår i en plan med et fastsat mål, herunder overvågning af det faktiske energiforbrug, foranstaltninger, der træffes for at øge energieffektiviteten, og måling af fremskridt.
-
6) Energisyn: En systematisk fremgangsmåde, der har til formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende energiforbrugsprofil for en bygning eller gruppe af bygninger, en industri- eller handelsvirksomheds drift eller anlæg eller en privat eller offentlig tjeneste, at identificere og kvantificere omkostningseffektive energieffektiviseringstiltag ved at udpege potentialet for omkostningseffektiv anvendelse af produktion af vedvarende energi og at aflægge rapport om resultaterne.
-
7) Europæisk standard: En standard, der er vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation, Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation, og som er stillet til rådighed for offentlig brug.
-
8) International standard: En standard, der er vedtaget af Den Internationale Standardiseringsorganisation, og som er stillet til rådighed til offentlig brug.
-
9) Klimasyn: En systematisk fremgangsmåde, der har til formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende CO2-udledningsprofil for en bygning eller gruppe af bygninger, en industri- eller handelsvirksomheds drift, anlæg og proces eller offentlig tjeneste, at identificere og kvantificere omkostningseffektive CO2-reduktionsmuligheder og at aflægge rapport om resultaterne.
-
10) Kollektive elforsyningsvirksomheder: Virksomheder omfattet elforsyningsovens § 5, nr. 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24. oktober 2023.
-
11) Kollektive varmeforsyningsvirksomheder: Virksomheder omfattet varmeforsyningslovens § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 2. februar 2024.
-
12) Koncern: Virksomheder som defineret i selskabsskattelovens § 31 c, jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022.
-
13) Offentlige organer: Nationale, regionale eller lokale myndigheder og enheder, som finansieres og administreres direkte af disse myndigheder, men som ikke har en industriel eller kommerciel karakter.
-
14) Virksomhed: En enhed eller en samling af enheder forbundet i en koncern, uanset dens retlige form, som sælger et produkt eller en tjenesteydelse på et marked og ikke er offentlige organer eller kollektive el- eller varmeforsyningsvirksomheder.