Energisyn skal omfatte hele virksomhedens energiforbrug, alle energibærer, jf. § 2, nr. 2, iberegnet.
Stk. 2 Ethvert energisyn til opfyldelse af krav i § 3, herunder de energigennemgange, der gennemføres som del af et energiledelsessystem, jf. § 3, stk. 1, eller et miljøledelsessystem, jf. § 5, stk. 2, skal som minimum
-
1) bygge på ajourførte, målte og sporbare driftsdata om energiforbrug herunder belastningsprofiler for elektricitet,
-
2) omfatte en detaljeret gennemgang af energiforbrugsprofilen for bygninger eller grupper af bygninger, industrielle aktiviteter eller anlæg, herunder transport,
-
3) udpege energieffektiviseringsforanstaltninger med henblik på at nedbringe energiforbruget,
-
4) afdække potentialet for omkostningseffektiv anvendelse af produktion af vedvarende energi,
-
5) bygge på en livscyklusomkostningsanalyse for at tage hensyn til langsigtede besparelser, langsigtede investeringers restværdier og kalkulationsrenter, når det er muligt,
-
6) være forholdsmæssige og tilstrækkeligt repræsentative til at gøre det muligt at tegne et troværdigt billede af den samlede energimæssige ydeevne og pålideligt identificere de betydeligste muligheder for forbedringer, og
-
7) give mulighed for detaljerede og validerede beregninger af de foreslåede foranstaltninger, således at der tilvejebringes præcise oplysninger om potentielle besparelser.
Stk. 3 De data, der anvendes i energisyn, skal opbevares af virksomheden i minimum 5 år med henblik på historisk analyse og udvikling i ydeevne.
Stk. 4 Et energisyn efter stk. 2, skal udføres af en ekspert godkendt til at udføre energisyn, jf. § 9.
Stk. 5 Dokumentation for overholdelse af stk. 2 skal kunne påvises efter anmodning fra Energistyrelsen eller en tredjepart, som opgaven med tilsyn af virksomheder eller eksperter er delegeret til. Udarbejdelse af energisyn eller energigennemgange efter ISO standard »DS/EN ISO 16247 – Energiaudit«, afsnit 1-4, eller tilsvarende relevant europæisk eller international standard, vil kunne udgøre dokumentation herfor.