Bekendtgørelse om offentlig kontrol af fødevarer, foder, hø og halm, fødevarekontaktmaterialer, animalske biprodukter og afledte produkter ved ind- og udførsel mellem lande i samhandelsområdet og ved indførsel fra tredjelande samt straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter § 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 611 af 24. maj 2023

§ 13

Foreninger kan indføre animalske fødevarer og sammensatte produkter med oprindelse i Færøerne eller Grønland til foreningens medlemmer uden krav om offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Foreningen skal sikre, at følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Inden første indførsel skal foreningen registrere denne aktivitet hos Fødevarestyrelsen via www.fvst.dk/kontakt. Aktiviteten skal herefter anmeldes til Fødevarestyrelsen én gang årligt, senest den 15. januar.

  • 2) Inden hver forsendelses ankomst skal foreningen orientere det grænsekontrolsted i Danmark, hvor til forsendelsen ankommer samt oplyse grænsekontrolstedet om, at forsendelsen er til foreningsbrug. Orienteringen skal ske ved udfyldelse og indsendelse af det forhåndsorienteringsskema for foreningsforsendelser, som ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  • 3) Forsendelsen skal være opdelt i enkeltpakker på hver højst 10 kg.

  • 4) De enkelte pakker skal være mærket med indhold.

  • 5) Foreningen må kun udlevere intakte enkeltpakker til fremmødte privatpersoner. De fremmødte personer skal være registrerede medlemmer af foreningen. Foreningen må ikke modtage betaling for udleveringen.

  • 6) De animalske fødevarer og de sammensatte produkter må kun være til den endelige modtagers eget brug.

  • 7) Hvert medlem af foreningen må pr. forsendelse maksimalt få den mængdeangivelse, som er oplistet i nr. 3.

  • 8) Foreningen skal løbende føre et register over de mængder, der for hver indført forsendelse er formidlet til et givent medlem. Registreringen skal foretages efter Fødevarestyrelsens model for register for udlevering til foreningens medlemmer, som ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Foreningen skal på anmodning fra Fødevarestyrelsen forevise registret.

  • 9) Hvert kvartal skal foreningen indberette registreringen, jf. nr. 8. Indberetningen skal ske til Fødevarestyrelsen i det område, som foreningen er beliggende i. Indberetningen skal ske senest 10 dage efter kvartalets afslutning.