Kapitel 2 Generelle betingelser
Politiet skal holde sig underrettet om de enkelte kommunalbestyrelsers almindelige stilling til, at der meddeles tilladelser til offentlige forlystelser i kommunen. Kommunalbestyrelsens holdning er vejledende for politiet ved afgørelsen af de enkelte ansøgninger.
Den plads, hvor en forlystelse anbringes, skal godkendes af politiet. Der skal lægges særlig vægt på til- og frakørselsforhold, parkeringsmuligheder og sanitære forhold.
Stk. 2 Pladser, der er beliggende i umiddelbar nærhed af beboelseshuse, kan ikke godkendes, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Markedspladser og lignende steder, der tidligere har været benyttet til forlystelser af samme art, kan dog godkendes, hvis der kun vanskeligt kan findes en anden egnet plads.
Tilladelse er betinget af, at forlystelsen kun holdes åben for publikum i tiden mellem klokken 10.00 og kl. 24.00, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 2 Politiet kan fastsætte kortere åbningstider, herunder at særlig støjende forlystelser (højttaleranlæg, mekaniske musikinstrumenter og lignende) skal ophøre tidligere end øvrige forlystelser.
Stk. 3 Politiet kan for forlystelser, som opstilles i tilknytning til en by- og markedsfest, bestemme, at disse forlystelser kan holde åbent indtil en halv time før by- og markedsfesten skal lukke. Tilladelsen kan betinges af, at brug af højttaleranlæg, mekaniske musikinstrumenter og lignende i forlystelserne indstilles senest kl. 24.00.
Stk. 4 Det skal fremgå af tilladelsen, i hvilket tidsrum forlystelsen må holdes åben.
Hvis forlystelsen drives som led i erhvervsmæssig virksomhed, skal forlystelsens publikum oplyses om,
-
1) hvilken politidirektør, der har kompetence til at meddele tilladelse til drift af forlystelsen,
-
2) at ejeren har tegnet den i § 23 nævnte ansvarsforsikring til dækning af eventuelt erstatningsansvar over for publikum, og
-
3) forsikringsselskabets navn og adresse og forsikringens geografiske dækning.
Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte oplysning skal gives til eller gøres tilgængelig for publikum inden deltagelse i forlystelsen.
Stk. 3 Oplysningen gives eller gøres tilgængelig på den måde, som den, der driver forlystelsen, finder mest egnet, f.eks. ved at oplysningen gøres tilgængelig ad elektronisk vej via en adresse oplyst af den pågældende, eller, at oplysningen er tilgængelig der, hvor forlystelsen drives.