Bekendtgørelse om offentlige forlystelser Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 502 af 17. juni 2005,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1326 af 14. december 2005, bekendtgørelse nr. 646 af 26. juni 2009, bekendtgørelse nr. 1382 af 17. december 2009, bekendtgørelse nr. 264 af 25. marts 2010 og bekendtgørelse nr. 1660 af 19. december 2018

Kapitel 3 De enkelte forlystelser
Lykkespil
§ 9

Tilladelse til lykkespil kan kun gives, hvis det underholdende element i spillet er så overvejende, at lykkespillet har karakter af en forlystelse.

Stk. 2 Tilladelse til afholdelse af tombola og lignende kan kun gives, hvis tombolaen indgår som et naturligt, underholdende led i et samlet forlystelsesarrangement.

§ 10

Spil om penge eller stærke drikke er ikke tilladt. Spillemærker eller andre gevinster må ikke ombyttes med penge.

Stk. 2 Spillemærker må kun anvendes til:

  • 1) fortsat spil,

  • 2) adgang til andre forlystelser, eller

  • 3) køb af varer, der sælges på det offentlige forlystelsessted, dog ikke stærke drikke.

§ 11

I lykkespil om varer må hver spillers indsats pr. spil ikke overstige 10 kr. pr. felt eller lignende.

Stk. 2 Hvis der ydes rabat ved indsats på flere felter eller lignende, må hver spillers indsats ikke overstige 30 kr. pr. spil.

Stk. 3 Indkøbsprisen på de enkelte varer må ikke overstige 500 kr.

Stk. 4 Det er tilladt at udbetale sidegevinster i form af spillemærker, såfremt værdien af disse gevinster ikke overstiger 15 kr. i spillemærker.

§ 12

I roulettespil må hver spillers indsats højst udgøre 10 kr.

Stk. 2 Indsatsen på ét felt må dog ikke overstige 2 kr.

Stk. 3 Gevinsten må ikke overstige værdien af 75 kr. i spillemærker.

§ 13

I andre lykkespil om spillemærker må hver spillers indsats pr. spil ikke overstige 1 kr. Indkast kan gøres såvel i form af 25 ører og 50 ører som i 1, 2, 5, 10 og 20 kroner eller i spillemærker af tilsvarende værdi.

Stk. 2 Gevinsten i et spil må ikke overstige værdien af 500 kr. i spillemærker og skal til enhver tid fuldt ud kunne udbetales i spillemærker.

§ 14

I en tombola eller lignende må prisen pr. lod ikke overstige 10 kr.

Stk. 2 Gevinsten skal bestå af varer, hvis indkøbspris ikke må overstige 500 kr., eller af spillemærker til en værdi af højst 500 kr. i spillemærker.

Behændighedsspil
§ 15

Tilladelse til behændighedsspil kan kun gives, hvis:

  • 1) hver spillers indsats ikke overstiger 10 kr., eller 30 kr., hvis der ydes rabat, og

  • 2) gevinsten består af varer, hvis indkøbspris ikke overstiger 500 kr., eller af spillemærker til en værdi af højst 500 kr.

Stk. 2 Reglerne i § 10 finder tilsvarende anvendelse på behændighedsspil.

Særlige forlystelsesapparater
§ 16

Tilladelse til drift af karruseller, luftgynger, rutsjebaner, radiobiler, skydeborde, vandrutsjebaner, elastikspring, klatrevægge, hoppeborge og lignende forlystelsesapparater kan gives under forudsætning af:

  • 1) at der, inden forlystelsesapparatet tages i brug, forevises godkendelse i form af attesteret tilsynsbog i henhold til §§ 18-21 til politiet, og

  • 2) at det, inden forlystelsesapparatet tages i brug, godtgøres ved forevisning af police og præmiekvittering for politiet, at der er tegnet de nødvendige forsikringer, jf. § 23.

Stk. 2 Er et særligt forlystelsesapparat som følge af apparatets konstruktion, afvikling helt eller delvist over jorden eller i høj hastighed mv. af en sådan karakter, at brug af apparatet kan være forbundet med en særlig risiko for publikum eller for det personale, der skal betjene apparatet, kan tilladelse kun gives på de i stk. 1 og § 4, stk. 5, nævnte vilkår.

Stk. 3 Tilladelse til omrejsende tivolier til brug af de i stk. 2 nævnte forlystelsesapparater skal endvidere gives på vilkår af:

  • 1) at det enkelte tivoli hvert kalenderår, inden apparatet tages i brug for første gang det pågældende år, meddeler tivoliets samlede turplan for sæsonen til den virksomhed, der foretager syn af apparatet efter § 21, stk. 3, og

  • 2) at eventuelle afvigelser fra denne turplan straks meddeles denne virksomhed.

Stk. 4 Det skal fremgå af en tilladelse til at bruge et forlystelsesapparat omfattet af § 16, at politiet kan forbyde brugen af apparatet efter § 21, stk. 7, og at politiet og den virksomhed, der i henhold til § 21, stk. 1, foretager syn af det pågældende forlystelsesapparat, til enhver tid efter anmodning skal gives adgang til at foretage syn eller i øvrigt besigtige forlystelsesapparatet, hvis det vurderes relevant af politiet eller synsvirksomheden.

§ 16a

Personale, der betjener forlystelsesapparater omfattet af § 16, skal have gennemgået en uddannelse, der sikrer, at det pågældende forlystelsesapparat betjenes på forsvarlig vis. Uddannelsen skal omfatte oplæring i:

  • 1) driftsprocedurer, herunder opstart og nedlukning,

  • 2) begrænsninger i drift på grund af vejrforhold og lignende,

  • 3) regler for bemanding af forlystelsesapparatet,

  • 4) eventuelle restriktioner for publikum, herunder på grund af beruselse, alder, helbred, højde mv., og

  • 5) nødprocedurer.

Stk. 2 Når et forlystelsesapparat omfattet af § 16, stk. 2, er i brug, skal der være personale i nærheden, der inden for de seneste 5 år har gennemgået et kursus i førstehjælp af minimum 7 timers varighed, eller har anden særlig uddannelse som f.eks. sygeplejerske eller læge.

Stk. 3 Ejeren eller brugeren af forlystelsesapparatet skal på forespørgsel fra politiet eller synsvirksomheden kunne dokumentere, at personalet, der betjener det pågældende forlystelsesapparat, har modtaget den relevante uddannelse. Ejeren eller brugeren af forlystelsesapparatet skal endvidere kunne dokumentere, hvordan bestemmelsen i stk. 2 overholdes. Synsvirksomheden skal straks videregive oplysninger til det stedlige politi i tilfælde, hvor der er konstateret mangler i forhold til uddannelseskravene.